4:1Han begyndte igen at undervise ved søen, og en meget stor skare samledes om ham, så han gik ombord i en båd og satte sig i den ude på søen; og hele skaren var på land ved søen. 4:2Han underviste dem meget i lignelser og sagde til dem i sin undervisning: 4:3»Hør her: Se, en sædemand gik ud for at så, 4:4og det skete mens han såede, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og spiste det. 4:5Noget faldt på klippegrund hvor det ikke havde meget jord; og det kom straks op fordi det ikke havde dyb jord. 4:6Da solen steg op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde rod, visnede det. 4:7Noget faldt blandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, og det bar ikke frugt. 4:8Noget faldt i god jord og bar frugt; det skød op og voksede, og ét bar tredive og ét tres og ét hundrede fold.« 4:9Han sagde: »Den der har ører at høre med, skal høre!«

4:10Da han blev alene, spurgte de som var omkring ham sammen med de tolv, ham om lignelserne. 4:11Han sagde til dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed blevet givet; men for dem udenfor bliver alt i lignelser 4:12for at de, når de ser, skal se og ikke indse, og når de hører, skal de høre og ikke forstå, for at de ikke skal omvende sig og få tilgivelse.«

4:13Han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan vil I så forstå alle de andre lignelser? 4:14Sædemanden sår ordet. 4:15De på vejen er dem hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og tager det ord bort som er blevet sået i dem. 4:16De som bliver sået på klippegrunden, er dem som, når de hører ordet, straks tager imod det med glæde; 4:17de har dog ikke rod i sig, men holder ud en tid, og så når trængsel eller forfølgelse kommer på grund af ordet, falder de straks fra. 4:18De andre som bliver sået blandt tidsler, er dem som har hørt ordet, 4:19og når denne verdens bekymringer og rigdommens bedrag og de øvrige begæringer kommer ind, kvæler de ordet, og det bliver uden frugt. 4:20De der blev sået i god jord, er dem som hører ordet, tager imod det og bærer frugt, én tredive og én tres og én hundrede fold.«

4:21Han sagde til dem: »Mon lyset kommer ind for at blive sat under skæppen eller under sengen? Mon ikke for at blive sat på lysestagen? 4:22For der er ikke noget skjult uden at det vil blive åbenbaret, og det blev heller ikke gemt uden at det vil komme frem i lyset. 4:23Hvis nogen har ører at høre med, skal han høre!«

4:24Han sagde til dem: »Læg mærke til hvad I hører! Med det mål I måler med, vil I få tilmålt, og I vil få endnu mere. 4:25For den som har, til ham vil der blive givet; og den som ikke har, fra ham vil endog det han har, blive taget.«

4:26Han sagde: »Guds rige er ligesom når en mand har kastet sæden i jorden, 4:27og han sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, hvordan ved han ikke selv. 4:28Af sig selv bærer jorden frugt, først strå, derefter aks, derefter fuld kerne i akset; 4:29men når frugten er moden, sender han straks seglen ud, for høsten er kommet.«

4:30Han sagde: »Hvordan skal vi sammenligne Guds rige, eller hvilken lignelse skal vi bruge om det? 4:31Det er som et sennepskorn der, når det sås i jorden, er mindre end alle andre frø på jorden, 4:32og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og får store grene så himlens fugle kan bygge rede under dets skygge.«

4:33Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, i den udstrækning de kunne forstå det. 4:34Men uden lignelser talte han ikke til dem; men alene for sine discple udlagde han alt.

4:35Da det var blevet aften den dag, sagde han til dem: »Lad os tage over til den anden side!« 4:36De forlod skaren og tog ham med som han sad i båden, og der var andre både med ham. 4:37Da kom der en kraftig stormvind, og bølgerne slog ind i båden så båden allerede var ved at blive fyldt. 4:38Jesus var i bagstavnen og sov på en hynde, og de vækkede ham og sagde til ham: »Lærer! Er du ligeglad med at vi går under?« 4:39Han rejste sig, truede ad vinden og sagde til søen: »Ti, vær stille!« Og vinden lagde sig, og det blev helt stille. 4:40Han sagde til dem: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« 4:41De blev grebet af en stor frygt og sagde til hinanden: »Hvem er dog han så at både vinden og søen adlyder ham?«