7:1Farisæerne og nogle af de skriftlærde der var kommet fra Jerusalem, samlede sig om ham. 7:2Da de så at nogle af hans disciple spiste brød med urene, det vil sige uvaskede, hænder, 7:3– for farisæerne og alle jøderne spiser ikke uden at have vasket hænderne med en håndfuld vand, idet de holder de gamles overlevering; 7:4og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden at have vasket sig; og der er mange andre ting som de har modtaget og fastholder: Afvaskning af bægere og krus og kobberkar og bænke – 7:5så spurgte farisæerne og de skriftlærde ham: »Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overlevering, men spiser brød med urene hænder?« 7:6Men han sagde til dem: »Med rette profeterede Esajas om jer hyklere! Som der er skrevet:

»Dette folk ærer mig med læberne,

men deres hjerte er langt borte fra mig.

7:7Men forgæves dyrker de mig,

idet de underviser i lære der er menneskers bud.«

7:8I har forladt Guds bud og fastholder menneskers overlevering.« 7:9Og han sagde til dem: »Hvor smukt I ophæver Guds bud for at I kan opretholde jeres overlevering. 7:10For Moses har sagt: ›Ær din far og din mor;‹ og: ›Den der forbander far eller mor, skal virkelig dø.‹ 7:11Men I siger: Når en mand siger til sin far eller sin mor: ›Det du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban, det vil sige offergave,‹ 7:12så tillader I ham ikke længere at gøre noget for sin far eller sin mor, 7:13idet I ophæver Guds ord til fordel for jeres overlevering, som I har overleveret; og mange lignende ting gør I.« 7:14Han kaldte igen skaren til sig og sagde til dem: »Hør mig alle, og forstå! 7:15Der er intet uden for mennesket som kan gøre ham uren når det kommer ind i ham; men det som går ud af mennesket, gør mennesket urent. 7:16(Hvis nogen har ører at høre med, skal han høre!).« 7:17Da han var gået ind i huset bort fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. 7:18Han sagde til dem: »Er også I så uforstandige? Forstår I ikke at intet af det der udefra går ind i mennesket, kan gøre ham uren? 7:19For det går ikke ind i hans hjerte, men i hans mave og går ud ad den naturlige vej.« På den måde erklærede han al mad for ren. 7:20Men han sagde: »Det der går ud af mennesket, gør mennesket urent. 7:21For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, 7:22ægteskabsbrud, begærlighed, ondskab, svig, udsvævelse, misundelse, bespottelse, hovmod, uforstand; 7:23alle disse onde ting kommer indefra og gør mennesket urent.«

7:24Han brød op derfra og gik til området ved Tyrus. Han gik ind i et hus og ønskede ikke at nogen skulle vide det, men han kunne ikke holde sig skjult; 7:25da en kvinde, som havde en lille datter med en uren ånd, havde hørt om ham, kom hun straks og faldt ned for hans fødder; 7:26men kvinden var græsk, af syrisk-fønikisk slægt, og hun bad ham om at uddrive dæmonen af hendes datter. 7:27Men han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte; for det er ikke godt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.« 7:28Men hun svarede ham: »Herre! De små hunde under bordet spiser også af børnenes smuler.« 7:29Han sagde til hende: »På grund af det ord kan du gå; dæmonen er faret ud af din datter.« 7:30Hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen og dæmonen faret ud.

7:31Da han igen gik fra området ved Tyrus, kom han gennem Sidon til Galilæas sø midt i Dekapolis’ område. 7:32De bragte en døv og stum til ham, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 7:33Han tog ham væk fra skaren så de var alene, og han stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge 7:34og idet han så op mod himlen, sukkede han og sagde til ham: »Effata!« Det betyder: Luk dig op! 7:35Hans ører åbnedes, og straks blev hans tunges bånd løst, og han talte rigtigt. 7:36Han befalede dem at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han befalede det, jo mere forkyndte de det. 7:37De var over al måde ude af sig selv af forundring og sagde: »Han har gjort alt godt, og han gør at de døve hører, og de stumme taler.«