Den Frie Bibel

Johannes’ Åbenbaring, kapitel 22

Livets flod og livets træ

22:1Han viste mig en flod med livets vand, skinnende som krystal, som strømmer ud fra Guds og Lammet trone. 22:2Midt i dens gade og på begge sider af floden står livets træ, som bærer frugt 12 gange; hver måned giver det sin frugt, og træets blade er til helbredelse for folkene. 22:3Der vil ikke mere være nogen forbandelse. Og Guds og lammets trone vil være i den, og hans tjenere tjener ham, 22:4og de ser hans ansigt, og hans navn står på deres pander. 22:5Der vil ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lampen og lys fra solen, for Herren Gud lyser over dem, og de er konger i evighedernes evighed.

Bogens afslutning

22:6Han sagde til mig: »Disse ord er troværdige og sande, og Herren, profeternes ånders Gud, har sendt sin engel for at vise sine tjenere hvad der skal ske snart. 22:7Se, jeg kommer snart. Lykkelig er den, som bevarer profetiens ord i denne bog.« 22:8Jeg, Johannes, er den som hørte og så dette. Da jeg havde hørt og set det, faldt jeg ned for at tilbede for fødderne af den engel, som viste mig dette. 22:9Han siger til mig: »Gør det ikke; jeg er medtjener med dig og dine brødre, profeterne, og med dem som bevarer ordene i denne bog; Gud skal du tilbede.« 22:10Han siger til mig: »Sæt ikke segl for profetiens ord i denne bog, for tiden er nær. 22:11Lad den som øver uretfærdighed, fortsat øve uretfærdighed; lad den urene fortsat være uren, lad den retfærdige fortsat øve retfærdighed, og lad den hellige fortsat være hellig. 22:12Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig til at gengælde enhver svarende til hans gerning. 22:13Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og afslutningen. 22:14Lykkelige er de som renser deres klæder for at de må få ret til livets træ og til at gå ind ad portene til byen. 22:15Udenfor er hundene, troldmændene, de utugtige, morderne, afgudsdyrkerne og enhver som elsker og taler løgn. 22:16Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om dette i menighederne. Jeg er Davids rodskud og slægt, den strålende morgenstjerne.« 22:17Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den som hører, skal sige: »Kom!« Og den som tørster, skal komme; den som vil, skal modtage livets vand som en gave. 22:18Jeg vidner for enhver som hører profetiens ord i denne bog: Hvis nogen lægger noget til dette, vil Gud på ham lægge de plager der er skrevet om i denne bog, 22:19og hvis nogen tager noget fra denne profetiske bogs ord, vil Gud tage hans del af livets træ og af den hellige by, som der står skrevet om i denne bog. 22:20Han som vidner dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« Amen, kom, Herre Jesus. 22:21Herren Jesu nåde være med alle!
          

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 24.03.2022