Sheol; Hebraisk
šᵊʔôl bruges i Det Gamle Testamente om de dødes verden, graven, døden og dødsfare. De dødes verden skildres eksempelvis i
Es 14,13-15, mens det i
Es 14,11 er graven med ormene. Synderne går til de dødes rige (
Job 24,19), Helvede, mens de gudfrygtige forventer at blive udfriet derfra (
Sl 49,16), så de fortsat kan være hos Herren (
Sl 73,23-26) og se ham (
Sl 16,11;
17,15). De er sammen med fædrene (1 Mos 25,8.
4 Mos 20,26; 5 Mos 27,13; 31,2; 32,50); de hviler eller sover (
Sl 14,13;
17,16) og har fred (2 Kong 22,20), modsat de ugudeliges evige pine (
Es 66,24. Mk 9,43-44). Samtidskulturens forståelse af underverdenen som en tavs skyggetilværelse findes lejlighedsvis i Det Gamle Testamente, men ofte som et billede på den mistrøstige tilstand i Helvede. I moderne tid bruges »dødsrige« ofte om en mellemtilstand, der måske kan være inddelt i to afdelinger, og nogle forbinder det med en renselse som i skærsilden.