Den Frie Bibel

Johannes’ Første Brev, kapitel 2

Talsmanden hos Faderen

2:1Mine børn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Men hvis nogen begår synd, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, 2:2og han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verden.
2:3Og i dette ved vi at vi kender ham, hvis vi bevarer hans bud. 2:4Den som siger: »Jeg kender ham,« og ikke fastholder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham, 2:5den som bevarer hans ord, i ham er er Guds kærlighed virkeligt blevet fuldendt. I dette ved vi at vi er i ham. 2:6Den som siger at han bliver i ham, skylder at leve således som han har levet.

Det nye bud om broderkærlighed

2:7Elskede, jeg skriver ikke til jer om et nyt bud, men om et gammelt bud som I havde fra begyndelsen; det gamle bud er ordet som I har hørt. 2:8Dog skriver jeg til jer om et nyt bud som er sandhed i ham og i jer, for mørket forgår, og det sande lys skinner allerede. 2:9Den som siger at han er i lyset, og hader sin bror, han er endnu i mørket. 2:10Den som elsker sin bror, bliver i lyset, og i ham er der ingen anledning til fald, 2:11men den som hader sin bror, er i mørket, og han lever i mørket, og han ved ikke hvor han går hen, for mørket har blindet hans øjne.

Forsikring og formaning

2:12I børn, jeg skriver til jer at jeres synder er tilgivet jer på grund af hans navn.
2:13I fædre, jeg skriver til jer at I kender ham som er fra begyndelsen.
I unge, jeg skriver til jer at I har besejret den Onde.
2:14Børn, jeg har skrevet til jer at I kender Faderen.
Fædre, jeg har skrevet til jer at I kender ham, som er fra begyndelsen.
I unge, jeg har skrevet til jer at I er stærke, og Guds ord bliver i jer, og I har besejret den Onde.
2:15Elsk ikke verden eller det som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham. 2:16For alt det der er i verden: kødets begær og øjnenes begær og pral over livet, er ikke af Faderen, men af verden. 2:17Verden og dens begær ophører, men den som virkeliggør Guds vilje, forbliver til evighed.

Antikrist

2:18Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at Antikrist kommer, så er der nu kommet mange antikrister, deraf ved vi at det er den sidste time. 2:19De er udgået fra os, men de tilhørte os ikke, for hvis de tilhører os, ville de været blevet hos os, men det er sket for at det skal blive åbenbart at ikke alle tilhører os. 2:20I har en salvelse fra den Hellige, og I har alle indsigt. 2:21Jeg har ikke skrevet til jer fordi I ikke indsigt i sandheden, men fordi I har indsigt i den og ved at ingen løgn kommer fra sandheden. 2:22Hvem er en løgner uden han som benægter at Jesus er Kristus? Han er antikrist, han som fornægter Faderen og Sønnen. 2:23Enhver som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen; den som bekender Sønnen, har også Faderen. 2:24Det som I har hørt fra begyndelsen, skal blive i jer. Hvis det I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, så bliver I i Sønnen og Faderen. 2:25Og dette er det løfte som han har givet os: Det evige liv. 2:26Dette har jeg skrevet til jer om dem der forsøger at forføre jer. 2:27Den salvelse som I modtog fra ham, bliver i jer, og I har ikke brug for at nogen underviser jer, men sådan som hans salvelse underviser jer om alt – og det er sandt og ikke løgn – og ligesom den har undervist jer, bliver I i ham.

Bliv i Kristus

2:28Og nu, mine børn, bliv i ham for at vi kan have tillid når han åbenbares, og ikke skal vende os bort fra ham i skam ved hans komme. 2:29Når I ved at han er retfærdig, så ved I at enhver som praktiserer retfærdighed, er født af ham.
          

Vælg kapitel

1 2 3 4 5

Vælg kapitel

1 2 3 4 5

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær (toNR13RNbNR5RNnkjaNR5RNNR13RN2021SNABELoutlookPRIKdk)
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 15.08.2024