1:1Jakob,* Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer i diasporaen.

1:2I skal betragte det som en fuldkommen glæde, mine brødre, når I falder i mange slags prøvelser 1:3fordi I ved at jeres prøvede tro virker udholdenhed. 1:4Men udholdenheden skal skabe fuldkommen gerning for at I kan være fuldkomne og helstøbte så I intet mangler.

1:5Men hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede Gud, som giver alle gavmildt og uden bebrejdelse, og den vil blive givet til ham. 1:6Men han skal bede i tro uden at tvivle, for den som tvivler, ligner en bølge på havet som drives og kastes af vinden. 1:7Ja, det menneske skal ikke mene at han vil modtage noget af Herren, 1:8han er et splittet menneske, ustabil på alle sine veje.

1:9En bror med ringe status skal være stolt af sin høje status, 1:10men den rige af sin ringe status, for ligesom græssets blomster vil han forgå. 1:11For solen står op med sin hede og udtørrer græsset, og dets blomster falder, og dets ydre skønhed forsvinder. Således vil også den rige visne midt i sin foretagsomhed.

1:12Lykkelig den mand som holder ud i prøvelse, for når han er blevet prøvet, vil han modtage livets sejrskrans som Gud har lovet dem som elsker ham. 1:13Ingen skal sige, når han fristes, at han fristes af Gud, for Gud er ikke en der fristes af det onde, og selv frister han ingen. 1:14Men enhver fristes når han drages og lokkes af sit eget begær, 1:15når så begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er vokset op, bringer det død.

1:16Bedrag ikke jer selv, mine elskede brødre. 1:17Enhver god gave og enhver fuldkommen gave kommer ned fra oven fra lysenes Far, hos hvem der ikke er forandring eller skiftende skygge. 1:18Af sin egen vilje fødte han os ved sandhedens ord* til at være en førstegrøde af hans skabninger.

1:19Dette skal I vide, mine elskede brødre: Ethvert menneske skal være hurtig til at høre, men langsom til at tale og langsom til vrede, 1:20for en mands vrede virker ikke Guds retfærdighed. 1:21Derfor, aflæg al urenhed og de mange udslag af ondskab og tag i ydmyghed imod det ord som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.

1:22Bliv ordets udøver og ikke kun dets hører, ellers bedrager I jer selv. 1:23For hvis nogen er ordets hører og ikke dets udøver, ligner han en mand som betragter sit fysiske ansigt i et spejl, 1:24for han betragter sig selv og går bort og har straks glemt hvordan han var. 1:25Men den som ser ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved det, er ikke en glemsom hører, men en gerningens udøver, og han vil være lykkelig i sin gerning.

1:26Hvis nogen mener at han dyrker Gud, og ikke holder sin tunge i snor, men bedrager sit hjerte, er hans gudsdyrkelse tom. 1:27En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne: at besøge faderløse og enker i deres trængsel, at bevare sig uplettet af verden.