Den Frie Bibel

Jakobs Brev, kapitel 5

Advarsel til de rige

5:1Vel, nu I rige, klag og skrig over de ulykker som kommer over jer. 5:2Jeres rigdom er rådnet, og jeres tøj er blevet mølædt, 5:3jeres guld og sølv er rustet op, og deres rust vil være et vidnesbyrd imod jer og vil fortære jeres kød som en ild. I har samlet jer skatte i de sidste dage. 5:4Se, den løn som I har unddraget arbejderne som har høstet jeres marker, råber, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. 5:5I har levet i luksus på jorden og overdådigt, I har fedet jeres hjerter til slagtedagen, 5:6I har fordømt og dræbt den retfærdige; han gjorde ikke modstand mod jer.

Tålmodighed i lidelse

5:7Brødre, vær derfor tålmodige indtil Herrens komme. Se, bonden venter tålmodigt på jordens værdifulde frugt, indtil den får tidlig og sen regn. 5:8Vær også I tålmodige, styrk jeres hjerter, for Herrens komme er nær. 5:9Brødre, ret ikke beklagelser mod hinanden for at I ikke skal blive dømt; se, dommeren står foran døren. 5:10Brødre, tag profeterne, som talte i Herrens navn, som et forbillede på lidelse og tålmodighed. 5:11Se, vi priser dem lykkelige som holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed, og I har set afslutningen fra Herren,* for Herren er fuld af medlidenhed og barmhjertighed.
5:12Men frem for alt, mine brødre, sværg ikke hverken ved himlen eller jorden eller ved nogen anden ed, men jeres ja skal være et ja og jeres nej et nej for at I ikke skal falde under dom.

om bøn

5:13Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange; 5:14er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal bede over ham efter at de har salvet ham med olie i Herrens navn. 5:15Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil rejse ham op, og hvis han har begået synder, vil han blive tilgivet. 5:16Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden for at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn virker med stor styrke. 5:17Elias var en mand som var ligesom os, og han bad en bøn om at det ikke måtte regne, og det regnede ikke på jorden i tre år og seks måneder. 5:18Og igen bad han, og himlen gav regn, og jorden bar sin frugt.

Afslutning

5:19Mine brødre, hvis nogen blandt jer farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham, 5:20skal han vide at den som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mængde synder.
          

Vælg kapitel

1 2 3 4 5

Vælg kapitel

1 2 3 4 5

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær (toNR13RNbNR5RNnkjaNR5RNNR13RN2021SNABELoutlookPRIKdk)
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 08.01.2025