Klagesangene, Kapitel 4Ⓗ
Zion er straffet
4:1Hvor er guldet blevet formørket,
det fine guld forandret!
Hellige sten er smidt ud
på hvert gadehjørne!*
4:2Zions sønner, de kostbare,
de der vejes af med rent guld;
hvor er de regnet for lerkrukker,
en pottemagers hænders værk!
4:3Selv sjakaler giver bryst,
de ammer deres unger;
men mit folks datter er grusom
som strudse i ørkenen.
4:4Den diendes tunge klæber
til ganen af tørst,
børn forlanger brød;
der er ingen der rækker dem det.
4:5De som ellers spiste lækkerier,
omkom på gaderne.
De der plejede at blive opfostret på karmoisin,*
omfavnede møgbunker.
4:6Mit folks datters skyld er større
end synden i Sodoma,
der blev styrtet på et øjeblik,
og uden at nogen løftede hænder mod den.
4:7Hendes nasiræere var renere end sne,
hvidere end mælk;
de selv var rødere end koraller,
som safir var deres skikkelse.
4:8Mørkere end sod er nu deres udseende,
de bliver ikke genkendt i gaderne,
deres hud er skrumpet ind på deres knogler,
den er tørret ind ligesom træ.
4:9De der blev stukket ned med sværd, havde det bedre
end dem der blev slået ned af hungersnød,
dem som sygner hen,
gennemboret af mangel på markens afgrøder.
4:10Medlidende kvinder
kogte selv deres børn;
de var til føde for dem
ved mit folks datters sammenbrud.
4:11HERREN har fuldført sin harme,
han har udgydt sin glødende vrede;
han tændte ild i Zion,
den fortærede hendes fundamenter.
Følgerne af Jerusalems synd
4:12Jordens konger havde ikke troet,
og heller ikke alle jordens beboere,
at modstander og fjende ville komme ind
gennem Jerusalems porte.
4:13Det skete på grund af hendes profeters synder,
hendes præsters ugerninger,
de som udgyder retfærdiges blod
i hendes midte.
4:14De vakler som blinde omkring i gaderne,
besmittet med blodet
så man ikke kan
røre ved deres klæder.
4:15»Gå til side, en uren!« råber man til dem.
»Gå til side! Gå til side! Rør dem ikke!«
Ja, de flygter, de flakker endog omkring.
Man siger blandt folkeslagene:
»De må ikke længere bo som fremmede!«
4:16HERRENS ansigt har spredt dem,
han ser ikke længere ned til dem.
Præster viste de ikke respekt,
ældste viste de ingen nåde.
Jerusalems folks klage
4:17Endnu udmattes vores øjne af
forgæves at se efter vores hjælp.
På vores udkigspost spejdede vi efter et folk,*
der ikke kan frelse.
4:18De jagtede vores skridt
så vi ikke kunne gå på vores åbne pladser.
Vores ende var nær, vores dages tal var fuldt,
for vores ende var kommet.
4:19Vores forfølgere var hurtigere
end himlens ørne.
På bjergene forfulgte de os,
i ørkenen lå de på lur efter os.
4:20Vores livsånde, HERRENS salvede,*
blev fanget i deres gruber,
ham om hvem vi sagde:
»I hans skygge vil vi leve blandt folkeslagene.«
4:21Jubl og glæd dig, Edoms datter!
Du som bor i landet Us!
Også til dig skal bægeret komme;
du skal blive beruset og blotte dig.
4:22Til ende er din skyld, Zions datter,
han vil ikke længere føre dig bort!
Han hjemsøger dig for din skyld, Edoms datter,
han afslører* dine synder.
|29
Status for dette kapitel
Oversættelse: Lydia Nørrelykke Gad (lydiaPRIKniNR5RNlsPRIKgadSNABELgmailPRIKcom)
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 24.10.2025
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 24.10.2025