Klagesangene, Kapitel 1Ⓗ

Klage over Jerusalem, den forladte by

1:1Hvor sidder hun alene,

byen der var fyldt med folk!

Hun er blevet som en enke,

hun som var den mægtigste blandt folkeslagene!

Dronningen blandt provinserne

er blevet tvangsarbejder!

1:2Hun græder og græder om natten,

og der er tårer på hendes kinder.

Der er ingen der trøster hende

af alle hendes elskere.

Alle hendes venner har handlet troløst mod hende,

de er blevet hendes fjender.

1:3Juda er gået i eksil, fra elendighed

og fra hårdt arbejde.

Hun bor blandt folkeslagene,

hun finder ikke et hvilested.

Alle hendes forfølgere har indhentet hende

mellem trængslerne.

1:4Vejene til Zion sørger

fordi ingen kommer til festforsamling.

Alle hendes porte ligger øde hen,

hendes præster sukker,

hendes jomfruer bedrøves;

og for hende selv er det bittert.

1:5Hendes modstandere er blevet herre,

hendes fjender er trygge.

For HERREN har gjort hende bedrøvet.

på grund af hendes talrige overtrædelser.

Hendes børn er gået

i fangenskab foran modstanderen.

1:6Ud fra Zions datter

drog al hendes pragt.

Hendes ledere er blevet som hjorte

der ikke finder nogen græsgang;

og kraftesløse drog de af sted

foran forfølgeren.

1:7Jerusalem husker

sin elendigheds og sin hjemløsheds dage,

alle sine kostbarheder

som var fra gamle dage,

nu da hendes folk er faldet i modstanderens hånd,

og hun ikke har nogen der hjælper hende.

Modstanderne så hende,

de lo ad at hun ikke er mere.

1:8Jerusalem har syndet groft,

derfor er hun blevet til hånlatter.

Alle hendes beundrere foragter hende

fordi de har set hendes nøgenhed;

også hun sukker selv

og vender sig bort.

1:9Hendes urenhed er i hendes slæb,

sit endeligt tænker hun ikke på;

så ufatteligt kom hun ned,

og der er ingen der trøster hende.

Se, HERRE, min elendighed,

for fjenden har gjort sig stor!

1:10Sin hånd har modstanderen strakt ud

efter alle hendes kostbarheder.

Ja, hun så at hedningerne

kom ind i hendes helligdom,

de om hvem du havde befalet:

»De skal ikke komme ind i din menighed!«

1:11Hele hendes folk sukker

idet de søger efter brød;

de giver deres kostbarheder* for mad

for at bevare livet.°

Se, HERRE, Se godt efter,

for jeg er foragtet!*

Jerusalem råber om hjælp og trøst

1:12Rører det jer ikke, alle I der passerer forbi på vejen?

Se efter og se

om der findes en smerte som min smerte,

den han har forvoldt* mig,

den HERREN har gjort mig bedrøvet med

på sin glødende vredes dag.

1:13Fra det høje sendte han ild*

i mine knogler, den fik magten over dem.

Han spændte et net ud for mine fødder,

tvang mig til at vende om;

han gjorde mig forladt,

syg hele dagen.

1:14Mine overtrædelsers åg er bundet

ved hans hånd, de flettes sammen

og er gået op på min nakke;

det har fået min styrke til at vakle.

Herren har givet mig

i hænderne på dem som jeg ikke kan holde stand mod.

1:15Alle mine stærke mænd forkastede han,

Herren i min midte;

han hidkaldte en forsamling imod mig

for at knuse mine udvalgte unge mænd.

Vinpersen har Herren trådt

for jomfruen, Judas datter.

1:16Over disse ting græder jeg,

mit øje, mit øje løber over med vand,

for langt borte fra mig er der en trøster,

en der kan styrke min sjæl.°

Mine børn ligger forladt,

for fjenden fik overhånd.

1:17Zion strækker sine hænder ud,

hun har ingen der trøster hende.

HERREN har givet ordre om Jakob

at hans naboer skal være hans modstandere.

Jerusalem er blevet

til afsky mellem dem.

Jerusalem bekender sin synd

1:18Retfærdig er han, HERREN,

men jeg har været genstridig imod hans ord.

Hør dog, alle folk,

og se min smerte,

mine jomfruer og mine udvalgte unge mænd

er draget i fangenskab.

1:19Jeg kaldte på mine elskere,

de bedrog mig.

Mine præster og mine ældste

omkom i byen

da de søgte efter føde til sig selv

for at bevare deres liv.°*

1:20Se, HERRE, for jeg er i nød,

mine indvolde gløder,

mit hjerte vender sig i mit indre,

for jeg har i den grad været genstridig.

Udenfor har sværdet gjort barnløs,

i huset er det som døden.

1:21De har hørt at jeg sukker!

Jeg har ingen der trøster mig!

Alle mine fjender har hørt min ulykke,

de har frydet sig over at du, du har gjort det.

Du lader en dag komme som du har forkyndt,

og da skal de blive som jeg.

1:22Lad al deres ondskab komme for dit ansigt,

og handl med dem*

som du har handlet med mig

på grund af alle mine overtrædelser!

For talrige er mine suk

og mit hjerte er sygt.

|29

Vælg kapitel

1 2 3 4 5

Klagesangene, Kapitel 1Ⓗ

Klage over Jerusalem, den forladte by

Jerusalem råber om hjælp og trøst

Jerusalem bekender sin synd

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel