Den Frie Bibel

Peters første Brev, kapitel 3

Hustruerne skulle underordne sig under deres Mænd og iføre sig et sagtmodigt, stille Væsen som deres Pryd; Mændene skulle tage skyldigt Hensyn til deres Hustruer som de svagere og ære dem, 1-7. I det hele skal indbyrdes Kærlighed herske i Ord og Gerning, 8-12. De skulle beflitte sig paa det gode og være uden Frygt under uforskyldte Lidelser og have den gode Samvittigheds Frimodighed til sagtmodigt Forsvar imod Troens Fjender, 13-17, ligesom Kristus led uforskyldt og derved blev Frelsens sejrrige og ophøjede Herre, 18-22.

3:1Ligesaa, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel, 3:2naar de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. 3:3Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, 3:4men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. 3:5Thi saaledes var det ogsaa, at fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, 3:6som Sara var Abraham lydig, saa hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, naar I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel. 3:7Ligesaa I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar[1]1 Thess. 4, 4., og beviser dem Ære som dem, der ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres.
3:8Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; 3:9betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. 3:10Thi „den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; 3:11han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den! 3:12Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt.“
3:13Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode? 3:14Men om I ogsaa maatte lide for Retfærdigheds Skyld, ere I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; 3:15men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Haab, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt, 3:16idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode Vandel i Kristus, maa blive til Skamme, naar de bagtale eder som Ugerningsmænd. 3:17Thi det er bedre, om det saa er Guds Villie, at lide, naar man gør godt, end naar man gør ondt. 3:18Thi ogsaa Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Aanden, 3:19i hvilken han ogsaa gik hen og prædikede for Aanderne, som vare i Forvaring, 3:20som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken faa, nemlig otte, Sjæle bleve frelste igennem Vand, 3:21hvilket nu ogsaa frelser eder i sit Modbillede som Daab, der ikke er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt[2]der skulde maaske rettere oversættes: en Henvendelse til Gud om en god Samvittighed (nemlig ved Syndernes Forladelse). med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse, 3:22han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Haand, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.

Vælg kapitel

1 2 3 4 5

bVælg kapitel

1 2 3 4 5

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1907 af Det Nye Testamente.