12:1Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem: 12:2Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen; 12:3den Dag, da Husets Vogtere bæve, og de stærke Mænd krumme sig, og de, som betjene Møllen, holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som se igennem Vinduerne, blive dunkle; 12:4da begge Døre til Gaden lukkes, naar Møllens Røst bliver svag, og man staar op ved Fuglens Røst, og alle Sangens Døtre nedbøjes; 12:5da de ogsaa frygte for den høje, og der er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden; 12:6førend Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust; og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderslaas ved Brønden; 12:7og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

12:8Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed! 12:9Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis Mand, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog. 12:10Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord. 12:11De vises Ord ere som Braadde og som Søm, der trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde. 12:12Og forøvrigt, min Søn! lad dig paaminde af dem; at gøre mange Bøger, saa at der er ingen Ende paa, og megen Læsning trætter Legemet. 12:13Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre. 12:14Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.