2:1For I ved selv, brødre at vores indgang hos jer ikke var forgæves, 2:2men skønt vi forud havde lidt og var blevet forhånet i Filippi, som I ved, fik vi frimodighed i vores Gud til at forkynde Guds evangelium for jer under megen kamp. 2:3For vores forkyndelse kommer ikke af en fejltagelse, af urenhed eller af bedrag, 2:4men ligesom vi er blevet fundet egnede af Gud til at blive betroet evangeliet, således taler vi, ikke for at imødekomme mennesker, men Gud, som prøver vores hjerter. 2:5For vi kom aldrig med smigrende ord, som I ved, eller med et påskud for griskhed, Gud er vidne, 2:6eller søgte ære fra mennesker, hverken fra jer eller fra andre, 2:7skønt vi kunne være til byrde for jer som Kristi apostle. Men vi var milde blandt jer som når en mor tager sig af sine børn, 2:8og af inderlig kærlighed til jer besluttede vi således at give jer del i ikke alene Guds evangelium, men også i os selv, for I var blevet elskede. 2:9For husk, brødre, vores slid og besvær: Mens vi arbejdede nat og dag for ikke at være til byrde for nogen af jer, forkyndte vi Guds evangelium for jer. 2:10I er vidner, og Gud, om hvor helligt, retfærdigt og uangribeligt vi færdedes blandt jer som tror, 2:11ligesom I ved hvordan vi 2:12formanede, opmuntrede og tilskyndede enhver af jer som en far sine børn til at vandre Gud værdigt, han som kalder jer til sit rige og herlighed.

2:13Derfor takker vi også Gud uden ophør, for da I modtog Guds ord, som I hørte af os, modtog I det ikke som menneskers ord, men, som det i sandhed er, som Guds ord, som også virker i jer som tror. 2:14For I blev efterfølgere, brødre, af Guds menigheder som er i Judæa, i Kristus Jesus, for også I har lidt det samme af jeres egne landsmænd ligesom også de af jøderne, 2:15som dræbte Herren Jesus og profeterne, og som har forfulgt os, og som ikke imødekommer Gud og er imod alle mennesker, 2:16fordi de hindrer os i at tale til hedningerne for at de kan blive frelst, så de opfylder altid deres synder. Ja, Guds vrede er kommet fuldstændigt over dem.

2:17Men fordi vi, brødre, er blevet barnløse ved en adskillelse fra jer for en tid, i det ydre ikke i hjertet, har vi stræbt virkelig meget i vores store længsel efter at se jer. 2:18For vi ønskede at komme til jer, jeg, Paulus, både én gang og flere gange, men Satan hindrede os. 2:19For hvem er vores håb eller glæde eller æreskrans – hvis det ikke er netop jer – over for vores Herre Jesus, når han kommer? 2:20Ja, I er vores ære og glæde.