Den Frie Bibel

Paulus’ Første Brev til Timotheus, kapitel 3

Om tilsynsmænd

3:1Troværdigt er dette ord. 3:2Hvis nogen stræber efter at være tilsynsmand, har han lyst til en god gerning. 3:3En tilsynsmand skal være uangribelig, én kvindes mand, velovervejet, behersket, respektabel, gæstfri og god til at undervise, 3:3ikke drikfældig, ikke voldsom, men mild, ikke stridbar, ikke pengegrisk, 3:4en som leder sin egen familie godt, har lydige børn med al respekt, 3:5(hvis nogen ikke forstår at lede sin egen familie, hvorledes vil han da kunne tage sig af Guds menighed?), 3:6ikke nyomvendt for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under dommen over Djævelen. 3:7Men han skal også have et godt vidnesbyrd fra dem udenfor for at han ikke skal falde i dårligt omdømme og Djævelens fælde.

Om menighedstjenere

3:8Menighedstjenere skal ligeledes være respektable, pålidelige, ikke være forfaldne til megen vin, ikke griske, 3:9og de skal bevare troens hemmelighed i en ren samvittighed. 3:10Disse skal også først prøves, derefter kan de tjene, hvis de er uangribelige. 3:11Kvinderne skal ligeledes være respektable, ikke bagtalende, ikke berusede, tro i alt. 3:12En menighedstjener skal være én kvindes mand, lede sine børn og sin egen familie godt. 3:13For de som har tjent godt, opnår godt omdømme og stor frimodighed i troen på Kristus Jesus.

Om Gudsfrygt

3:14Dette skriver jeg til dig fordi jeg håber at komme til dig snart, 3:15men hvis det trækker ud, skal du vide hvordan man skal færdes i Guds hus, som er den levende Guds menighed, sandhedens søjle og fundament. 3:16Gudsfrygtens hemmelighed er uimodsigelig stor:
Han blev åbenbaret som menneske,
erklæret retfærdig i Ånden,
set af engle,
han blev forkyndt blandt folkene,
troet i verden,
optaget i herlighed.
          

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær (toNR13RNbNR5RNnkjaNR5RNNR13RN2021SNABELoutlookPRIKdk)
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 23.10.2023