Bruden taler ydermere med Jerusalems Døtre om sin elskede, 1-3; Brudgommen beskriver sin Bruds Dejlighed, 4-10; han giver til Kende, at han er gangen ned i Nøddehaven, og priser Bruden, 11-13.
6:1Hvor er din elskede hengangen, du dejligste iblandt Kvinderne? hvor har din elskede vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
6:2Min elskede er nedgangen i sin Have, til de duftende Blomsterbede for at vogte Hjorden i Haverne og at sanke Lillier.
6:3Jeg er min elskedes, og min elskede er min, han, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
6:4Du, min Veninde! er skøn som Tirza, yndig som Jerusalem, forfærdelig som Hære under Banner.
6:5Vend dine Øjne bort fra mig, thi de gøre mig heftig; dit Haar er som en Gedehjord, der kommer op fra Gilead.
6:6Dine Tænder ere som en Faarehjord, som kommer op af Svømmestedet, som alle sammen føde Tvillinger, og blandt hvilke intet er ufrugtbart.
6:7Dine Tindinger ere som et Stykke af Granatæble imellem dine Lokker.
6:8Der er tresindstyve Dronninger og firsindstyve Medhustruer og utallige Jomfruer.
6:9Een er min Due, min fuldkomne, hun er sin Moders eneste, hun er ren for den, som hende fødte; Døtre saa hende og priste hende lykkelig, Dronninger og Medhustruer, og roste hende.
6:10Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, dejlig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som Hære under Banner?
6:11Jeg var nedgangen i Nøddehaven at se, hvor det grønnedes i Dalen, at se, om Vintræet havde skudt, om Granattræerne havde blomstret.
6:12Førend jeg vidste det, gjorde min Sjæl mig som mit ædle Folks Vogne.
6:13Vend om, vend om, Sulamith! vend om, vend om, at vi maa se paa dig. Hvad ville I se paa Sulamith? Hun er som Dansen i Mahanaim.