Paulus dadler Galaterne, fordi de vendte tilbage til Loven, medens de dog selv havde faaet den Helligaand gennem Evangeliet, 1-5. Han beviser med Abrahams Eksempel og af Forjættelsen til Abraham, at Retfærdiggørelse opnaas ikke gennem Loven, men ved Troen paa den korsfæstede Kristus, 6-14. Forjættelsen kan ikke være ophævet ved den senere tilkomne Lov, 15-18; derimod blev Loven given for Overtrædelsernes Skyld som en Tugtemester til Kristus, og ved Troen paa ham ere de i Daaben blevne Guds Børn og Arvinger efter Forjættelsen, 19-29.
3:1O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
3:2Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Aanden, eller ved i Tro at høre?
3:3Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte i Aand, nu ende i Kød?
3:4Have I da prøvet saa meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves!
3:5Mon da han, som meddeler eder Aanden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro?
3:6ligesom jo „Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed“.
3:7Erkender altsaa, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
3:8Men da Skriften forudsaa, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: „I dig skulle alle Folkeslagene velsignes“,
3:9saa at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.
3:10Thi saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: „Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem.“
3:11Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er aabenbart, thi „den retfærdige skal leve af Tro.“
3:12Men Loven beror ikke paa Tro; men: „Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem.“
3:13Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: „Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ“),
3:14for at Abrahams Velsignelse maatte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde faa Aandens Forjættelse ved Troen.
3:15Brødre! jeg taler paa Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
3:16Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: „og Sædene“, som om mange, men som om een: „og din Sæd“, hvilken er Kristus.
3:17Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
3:18Thi faas Arven ved Lov, da faas den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.
3:19Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand.
3:20Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
3:21Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov.
3:22Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro paa Jesus Kristus gives dem, som tro.
3:23Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde aabenbares,
3:24saa at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
3:25Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester.
3:26Thi alle ere I Guds Børn ved Troen paa Kristus Jesus.
3:27Thi I, saa mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus.
3:28Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
3:29Men naar I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.