Israeliterne formane hverandre til Omvendelse og trøste sig ved Guds Naade, 1-3; dog klager Herren igen over deres Ubestandighed i det gode og over deres Haardnakkethed, Hykleri og Afguderi, 4-11.
6:1Kommer og lader os vende om til Herren; thi han har sønderrevet og vil læge os; har han slaget, vil han forbinde os.
6:2Han skal gøre os levende efter to Dage; paa den tredje Dag skal han oprejse os, at vi maa leve for hans Ansigt.
6:3Og vi ville kende, jage efter at kende Herren, som Morgenrøden er hans Opgang vis; og han skal komme til os som Regnen, som Sildigregnen, der væder Jorden.
6:4Hvad skal jeg gøre ved dig, Efraim? hvad skal jeg gøre ved dig, Juda? da eders Kærlighed er som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort.
6:5Derfor huggede jeg bort ved Profeterne, ihjelslog dem ved min Munds Taler; og Dommene over dig komme for Lyset.
6:6Thi jeg har Lyst til Miskundhed og ikke til Offer og til Gudskundskab mer end Brændofre.
6:7Men de have overtraadt Pagten ligesom Adam; der ere de blevne troløse imod mig.
6:8Gilead er en Misdæderstad, fuld af Blodspor.
6:9Som en Stimand lurer, saaledes og en Flok Præster; de myrde paa Vejen til Sikem, thi skændige Ting have de begaaet.
6:10I Israels Hus har jeg set gruelige Ting; der har Efraim bedrevet Hor, Israel er besmittet.
6:11Ogsaa Juda — over dig er bestemt en Høst, naar jeg omvender mit Folks Fangenskab.