Profeten forkynder Fjendernes Ankomst, og at de skulle ødelægge og udrydde Folket, fordi de glemte Gud og foragtede det gode, 1-3; særdeles fordi de havde valgt sig en Konge uden Guds Villie og gjort sig Guldkalve og forladt sig paa menneskelig Hjælp, men foragtet Guds Ord, 4-14.
8:1Basunen for din Gane! Som en Ørn over Herrens Hus! fordi de have overtraadt min Pagt og forbrudt sig imod min Lov.
8:2Til mig raabe de: Min Gud! vi, Israel, kende dig.
8:3Israel har forkastet det gode; Fjenden forfølge ham!
8:4De have indsat Konger, men ikke fra mig; de have indsat Fyrster, men jeg vidste det ikke; de have gjort sig Afguder af deres Sølv og deres Guld, for at det kan udryddes.
8:5Din Kalv, Samaria! er forkastet, min Vrede er optændt imod dem, hvor længe? de taale ikke Renhed.
8:6Thi af Israel er ogsaa den, en Mester har gjort den, og den er ikke en Gud; men til Splinter bliver Samarias Kalv.
8:7Thi Vind saa de, og Storm høste de; Korn paa Roden have de ej, Grøden giver ikke Mel, og om den end giver det, skulle fremmede opsluge det.
8:8Opslugt er Israel; nu ere de blevne iblandt Hedningerne som et Kar, hvortil ingen har Lyst.
8:9Thi de droge op til Assyrien som et Vildæsel, der gaar sine egne Veje; Efraim tingede om Elskov.
8:10Men tinge de iblandt Folkene, saa vil jeg dog nu samle dem; og de skulle begynde at mindskes under Trykket af Fyrsternes Konge.
8:11Thi Efraim byggede mange Altre til at synde ved; han har faaet Altre til at synde ved.
8:12Jeg skriver ham mine mangfoldige Love; de ere blevne agtede som noget fremmed.
8:13Som Ofre, de bringe mig, ofre de Kød og æde; Herren finder ikke Behag i dem; nu vil han komme deres Misgerning i Hu og hjemsøge deres Synder; de skulle komme tilbage til Ægypten.
8:14Og Israel forglemte sin Skaber og byggede Paladser, og Juda opførte mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.