Den Frie Bibel

Apostlenes Gerninger, kapitel 2

Den Helligaands Udgydelse paa Pinsedagen, og Folkets Ytringer derom, 1-13. Peters Tale om den indtraadte Opfyldelse af Profetien og om Kristi Liv, Død, Opstandelse, Himmelfart og Aandens Meddelelse ved ham, 14-36. Folkets Spørgsmaal, og Peters Raad og Formaning; tre Tusinde døbes, 37-42. Den første Menigheds Fællesskab, Gudstjeneste og Vækst, 43-47.

2:1Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. 2:2Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. 2:3Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem. 2:4Og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de begyndte at tale i andre Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige. 2:5Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 2:6Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale paa hans eget Maal. 2:7Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: „Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere? 2:8Hvor kunne vi da høre dem tale, hver paa vort eget Maal, hvori vi ere fødte, 2:9Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien,[1]d. e.: den vestlige Del af Lilleasien, jfr. Ap. G. 6,9. Ap. G. 16,6. Ap. G. 19,10.22.26.27.31. Ap.G. 20,4.16.18. Ap. G. 21,27. Ap. G. 24,18. Ap. G. 27,2. Rom 16,5. 1 Kor. 16,9. 2 Kor. 1,8. 2 Tim. 1,15. 1 Pet. 1,1. Aab. 1,4.11. 2:10i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere, 2:11Jøder og Proselyter,[2]den jødiske Tros Tilhængere, som ikke ere Jøder af Fødsel. Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemaal?“ 2:12Og de forbavsedes alle og vare tvivlraadige og sagde den ene til den anden: „Hvad kan dette være?“ 2:13Men andre sagde spottende: „De ere fulde af sød Vin.“
2:14Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: „I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner Øre til mine Ord! 2:15Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time[3]Klokken 9 Formiddag. paa Dagen; 2:16men dette er, hvad der er sagt ved Profeten Joel: 2:17„Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme. 2:18Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle profetere. 2:19Og jeg vil lade ske Undere paa Himmelen oventil og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp. 2:20Solen skal forvandles til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer. 2:21Og det skal ske, enhver, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.“ — 2:22I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide, 2:23ham, som efter Guds bestemte Raadslutning og Forudviden var bleven forraadt, ham have I ved lovløses Haand korsfæstet og ihjelslaaet. 2:24Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende paa Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den. 2:25Thi David siger med Henblik paa ham: „Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Haand, for at jeg ikke skal rokkes. 2:26Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, ogsaa mit Kød skal bo i Haab; 2:27thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forraadnelse. 2:28Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Aasyn.“ 2:29I Mænd, Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. 2:30Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde paa hans Trone, 2:31talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller saa hans Kød Forraadnelse. 2:32Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner. 2:33Efter at nu han ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet den Helligaands Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I baade se og høre. 2:34Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: „Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, 2:35indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.“ 2:36Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til Herre og til Kristus.“
2:37Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: „I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?“ 2:38Men Peter sagde til dem: „Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle faa den Helligaands Gave. 2:39Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, saa mange som Herren vor Gud vil tilkalde.“ 2:40Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: „Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!“ 2:41De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til. 2:42Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.
2:43Men der kom Frygt over enhver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene. 2:44Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles. 2:45Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til. 2:46Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold, 2:47idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.

Vælg kapitel

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1907 af Det Nye Testamente.