3:1Og han gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Haand. 3:2Og de toge Vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten, for at de kunde anklage ham. 3:3Og han siger til Manden, som havde den visne Haand: „Træd frem her i Midten!“ 3:4Og han siger til dem: „Er det tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slaa ihjel?“ Men de tav. 3:5Og han saa omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: „Ræk din Haand ud!“ og han rakte den ud, og hans Haand blev sund igen. 3:6Og Farisæerne gik straks ud og holdt Raad med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.

3:7Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa 3:8og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde. 3:9Og han sagde til sine Disciple, at en Baad skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham. 3:10Thi han helbredte mange, saa at alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham for at røre ved ham. 3:11Og naar de urene Aander saa ham, faldt de ned for ham og raabte og sagde: „Du er Guds Søn.“ 3:12Og han truede dem meget, at de ikke maatte gøre ham kendt.

3:13Og han stiger op paa Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham. 3:14Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike 3:15og at have Magt til at uddrive de onde Aander. 3:16Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter; 3:17fremdeles Jakob, Zebedæus’s Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner; 3:18og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’s Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren 3:19og Judas Iskariot, han, som forraadte ham.

3:20Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, saa at de end ikke kunne faa Mad. 3:21Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: „Han er ude af sig selv.“ 3:22Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: „Han har Beelzebul, og ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.“ 3:23Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: „Hvorledes kan Satan uddrive Satan? 3:24Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestaa. 3:25Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestaa. 3:26Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestaa, men det er ude med ham. 3:27Men ingen kan gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus. 3:28Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; 3:29men den, som taler bespotteligt imod den Helligaand, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd.“ 3:30De sagde nemlig: „Han har en uren Aand.“

3:31Og hans Moder og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde. 3:32Og en Skare sad omkring ham, og de sige til ham: „Se, din Moder og dine Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig.“ 3:33Og han svarer dem og siger: „Hvem er min Moder og mine Brødre?“ 3:34Og han saa omkring paa dem, som sade rundt om ham, og sagde: „Se, her er min Moder og mine Brødre! 3:35Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder.“