5:1Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land. 5:2Og da han traadte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Aand. 5:3Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker. 5:4Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham. 5:5Og han var altid Nat og Dag i Gravene og paa Bjergene, skreg og slog sig selv med Stene. 5:6Men da han saa Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham 5:7og raabte med høj Røst og sagde: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.“ 5:8Thi han sagde til ham: „Far ud af Manden, du urene Aand!“ 5:9Og han spurgte ham: „Hvad er dit Navn?“ Og han siger til ham: „Legion er mit Navn; thi vi ere mange.“ 5:10Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet. 5:11Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede; 5:12og de bade ham og sagde: „Send os i Svinene, saa vi maa fare i dem.“ 5:13Og han tilstedte dem det. Og de urene Aander fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen. 5:14Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og paa Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket. 5:15Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde paaklædt og ved Samling, og de frygtede. 5:16Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den besatte, og om Svinene. 5:17Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn. 5:18Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han maatte være hos ham. 5:19Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: „Gaa til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.“ 5:20Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

5:21Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen. 5:22Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder. 5:23Og han beder ham meget og siger: „Min lille Datter er paa sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, for at hun maa frelses og leve!“ 5:24Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham. 5:25Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, 5:26og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende. 5:27Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon. 5:28Thi hun sagde: „Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst.“ 5:29Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredet fra sin Plage. 5:30Og straks da Jesus mærkede paa sig selv, at den Kraft var udgaaet fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: „Hvem rørte ved mine Klæder?“ 5:31Og hans Disciple sagde til ham: „Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?“ 5:32Og han saa sig om for at se hende, som havde gjort dette. 5:33Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden. 5:34Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!“ 5:35Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: „Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?“ 5:36Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: „Frygt ikke, tro blot!“ 5:37Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. 5:38Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. 5:39Og han gaar ind og siger til dem: „Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover.“ 5:40Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og gaar ind, hvor Barnet var. 5:41Og han tager Barnet ved Haanden og siger til hende: „Talitha kumi!“ hvilket er udlagt: „Pige, jeg siger dig, staa op!“ 5:42Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de bleve straks overmaade forfærdede. 5:43Og han bød dem meget, at ingen maatte faa dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.