3:1Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, 3:2der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus. 3:3Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. 3:4Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. 3:5Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; 3:6men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

3:7Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst, 3:8da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen, 3:9hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar. 3:10Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, 3:11saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile“ — 3:12saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud. 3:13Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag“, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 3:14Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. 3:15Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen“: 3:16hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? 3:17Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? 3:18Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? 3:19Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.