5:1Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder, 5:2som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed 5:3og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. 5:4Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron.

5:5Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,“ 5:6som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,“ 5:7han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest, 5:8og saaledes, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, 5:9og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, 5:10idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

5:11Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. 5:12Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. 5:13Thi hver, som faar Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; 5:14men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som paa Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.