1:1Efter at Gud for længe siden har talt mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne, 1:2har han ved afslutningen på disse dage talt til os ved sin søn, som han har indsat som arving til alt, ved hvem han også har skabt verden. 1:3Han er Guds herligheds stråleglans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit kraftfulde ord. Efter at han har skabt renselse for vores synder, har han sat sig ved majestætens højre hånd i det høje. 1:4Han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er mere fortræffeligt end deres.

1:5For til hvem af englene har Gud nogensinde sagt:

»Du er min søn, jeg har født dig i dag?«

1:6Igen:

»Jeg vil være en far for ham, og han skal være en søn for mig?«

1:6Når han igen fører den førstefødte ind i verden, siger han:

»Alle Guds engle skal tilbede ham.«

1:7Om englene siger han:

»Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild,«

1:8men om Sønnen siger han:

»Din trone, Gud, står til evig tid, og retskaffenheds scepter er dit kongescepter.

1:9Du har elsket retfærdighed og hadet lovløshed,

derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine ledsagere.«

1:10Og:

»I begyndelsen har du, Herre, lagt fundamentet for jorden,

og himlene er dine hænders gerninger.

1:11De vil forgå, men du forbliver,

og alle ældes som en klædning,

1:12og du vil rulle dem sammen som en klædning,

og de vil blive forandret som en klædning,

men du er den samme, og dine år vil ikke ophøre.«

1:13Til hvem af englene har han nogensinde sagt:

»Sæt dig ved min højre hånd

indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder«?

1:14Er de ikke alle tjenende ånder som udsendes til hjælp for deres skyld, som skal arve frelsen?