Den Frie Bibel

Brevet til Hebræerne, kapitel 8

En ypperstepræst for en bedre pagt

8:1Hovedsagen i det der siges, er: Vi har en sådan ypperstepræst som har sat sig ved højre side af Majestætens trone i himlene, 8:2en tjener i helligdommen og den sande telthelligdom, som Herren og ikke et menneske har rejst. 8:3For enhver ypperstepræst indsættes til at frembære gaver og slagtofre; derfor er det nødvendigt at også han har noget at frembære. 8:4Hvis han altså var på jorden, ville han ikke engang være præst, fordi der er præster som frembærer gaver ifølge loven. 8:5De tjener en kopi og en skygge af den himmelske, sådan som Moses blev instrueret i da han skulle indrette telthelligdommen, for han sagde »Se til at du gør alt efter det forbillede som blev vist dig på bjerget.« 8:6Men nu har han fået en langt større tjeneste, ligesom han også er mellemmand for en bedre pagt, som er ordnet ved lov og baseret på bedre løfter.
8:7For hvis den første var uden fejl, så ville man ikke søge plads til en anden. 8:8For han bebrejder dem og siger:
»Se, dage kommer, siger Herren,
og jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus
og med Judas hus,
8:9ikke ligesom den pagt jeg sluttede med deres fædre
på den dag jeg tog dem ved hånden
for at føre dem ud af Egypten,
for de blev ikke i min pagt,
og jeg brød mig ikke om dem, siger Herren,
8:10for dette er den pagt jeg vil slutte med Israels hus
efter de dage, siger Herren:
jeg vil give mine love i deres tanker
og jeg vil skrive dem i deres hjerte,
og jeg vil være deres Gud,
og de skal være mit folk,
8:11og ingen skal undervise sine landsmænd,
og igen skal sige til sin bror: Kend Herren,
for alle vil kende mig
fra den mindste til den største af dem,
8:12for jeg vil være barmhjertig mod deres uretfærdigheder,
og jeg vil ikke mere huske deres synder.«
8:13Når han taler om en ny, har han erklæret den første for gammel, men det som er blevet erklæret gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.
           |29   

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13

Status for dette kapitel

Oversættelse: Torben Kjær (toNR13RNbNR5RNnkjaNR5RNNR13RN2021SNABELoutlookPRIKdk)
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 06.10.2025