1:1Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os, 1:2saaledes som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os: 1:3saa har ogsaa jeg besluttet, efter nøje at have gennemgaaet alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! 1:4for at du kan erkende Paalideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist.

1:5I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. 1:6Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. 1:7Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. 1:8Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, 1:9tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gaa ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. 1:10Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. 1:11Men en Herrens Engel viste sig for ham, staaende ved den højre Side af Røgelsealteret. 1:12Og da Sakarias saa ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. 1:13Men Engelen sagde til ham: „Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. 1:14Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel; 1:15thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligaand alt fra Moders Liv, 1:16og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud. 1:17Og han skal gaa foran for ham i Elias’s Aand og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket Folk.“ 1:18Og Sakarias sagde til Engelen: „Hvorpaa skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder.“ 1:19Og Engelen svarede og sagde til ham: „Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab. 1:20Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid.“ 1:21Og Folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet. 1:22Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum. 1:23Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus. 1:24Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Maaneder og sagde: 1:25„Saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saa til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker.“

1:26Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, 1:27til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. 1:28Og Engelen kom ind til hende og sagde: „Hil være dig, du benaadede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!“ 1:29Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. 1:30Og Engelen sagde til hende: „Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. 1:31Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. 1:32Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. 1:33Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme.“ 1:34Men Maria sagde til Engelen: „Hvorledes skal dette gaa til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?“ 1:35Og Engelen svarede og sagde til hende: „Den Helligaand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn. 1:36Og se, Elisabeth din Frænke, ogsaa hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. 1:37Thi intet vil være umuligt for Gud.“ 1:38Men Maria sagde: „Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!“ Og Engelen skiltes fra hende.

1:39Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. 1:40Og hun kom ind i Sakarias’s Hus og hilste Elisabeth. 1:41Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligaand 1:42og raabte med høj Røst og sagde: „Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! 1:43Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? 1:44Thi se, da din Hilsens Røst naaede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. 1:45Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren.“ 1:46Og Maria sagde: „Min Sjæl ophøjer Herren; 1:47og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser; 1:48thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, 1:49fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; 1:50og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 1:51Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. 1:52Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. 1:53Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. 1:54Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed 1:55imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, saaledes som han talte til vore Fædre.“ 1:56Og Maria blev hos hende omtrent tre Maaneder, og hun drog til sit Hjem igen.

1:57Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 1:58Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. 1:59Og det skete paa den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. 1:60Og hans Moder svarede og sagde: „Nej, han skal kaldes Johannes.“ 1:61Og de sagde til hende: „Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.“ 1:62Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. 1:63Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: „Johannes er hans Navn.“ Og de undrede sig alle. 1:64Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. 1:65Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 1:66Og alle, som hørte det, lagde sig det paa Hjerte og sagde: „Hvad mon der skal blive af dette Barn?“ Thi Herrens Haand var med ham.

1:67Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligaand, og han profeterede og sagde: 1:68„Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk 1:69og har oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus, 1:70saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, 1:71en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os, 1:72for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, 1:73den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, 1:74at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, 1:75i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle vore Dage. 1:76Men ogsaa du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gaa foran for Herrens Aasyn for at berede hans Veje, 1:77for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, 1:78for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os 1:79for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind paa Fredens Vej.“

1:80Men Barnet voksede og blev styrket i Aanden; og han var i Ørknerne indtil den Dag, da han traadte frem for Israel.