20:1Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. 20:2Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?“ 20:3Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: 20:4Johannes’s Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?“ 20:5Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? 20:6Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.“ 20:7Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra. 20:8Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.“

20:9Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider. 20:10Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 20:11Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort. 20:12Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud. 20:13Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham. 20:14Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor. 20:15Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem? 20:16Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.“ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!“ 20:17Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? 20:18Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.“ 20:19Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

20:20Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. 20:21Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. 20:22Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?“ 20:23Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig? 20:24Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?“ Men de svarede og sagde: „Kejserens.“ 20:25Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.“ 20:26Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

20:27Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: 20:28„Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. 20:29Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. 20:30Ligesaa den anden. 20:31Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn. 20:32Men til sidst døde ogsaa Hustruen. 20:33Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.“ 20:34Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; 20:35men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. 20:36Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. 20:37Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. 20:38Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.“ 20:39Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.“ 20:40Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

20:41Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? 20:42David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, 20:43indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 20:44Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?“

20:45Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene: 20:46„Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne, 20:47de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.“