Den Frie Bibel

Paulus’s Brev til Romerne, kapitel 9

Idet Paulus i Kap, 9-11 vil afhandle Israels Forhold til Frelsen i Kristus, udtaler han først sin Smerte over Jøderne, 1-5. Gud har ikke svigtet sit Ord, thi Forjættelsen har han kun givet under Forbehold af sin udvælgende Frihed, 6-13. Over Uretfærdighed hos Gud kan der ikke klages, da det tilkommer ham at raade frit over Menneskene, 14-21. Men Gud har været langmodig, hvor han vilde vise sin Vrede, og har lagt sin Barmhjertighed for Dagen baade over for Hedninger og Jøder i Overensstemmelse med sine Ord hos Profeterne, 22-29. Saaledes have Hedningerne faaet Retfærdigheden af Troen, men Jøderne ikke, fordi de i Gerningsretfærdighed toge Anstød af Kristus, 30-33.

9:1Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand, 9:2at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. 9:3Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, 9:4de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre, 9:5hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.
9:6Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; 9:7ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.“ 9:8Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. 9:9Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.“ 9:10Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. 9:11Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, 9:12sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,“ 9:13som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.“
9:14Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! 9:15Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.“ 9:16Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. 9:17Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.“ 9:18Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil. 9:19Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod? 9:20Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes? 9:21Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
9:22Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, 9:23ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? 9:24Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger, 9:25som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede; 9:26og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.“ 9:27Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses. 9:28Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.“ 9:29Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.“
9:30Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro; 9:31men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. 9:32Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som[1]d. e. som om den kunde faas af Gerninger. af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen, 9:33som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.“

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

bVælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1907 af Det Nye Testamente.