22:1Profeti imod Synernes Dal. Hvad fattes dig dog, at du med alle dine saaledes stiger op paa Tagene? 22:2Du, som var fuld af Brusen, du støjende Stad, du jublende By! dine ihjelslagne ere ikke ihjelslagne med Sværd og ikke døde i Krigen. 22:3Alle dine Fyrster ere flygtede til Hobe, uden Bue ere de fangne; alle, som fandtes i dig, ere fangne til Hobe, de maatte fly langt bort. 22:4Derfor siger jeg: Ser bort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse. 22:5Thi der er en Forstyrrelses og Nedtrædelses og Forvirrings Dag fra Herren, den Herre Zebaoth, i Synernes Dal, paa hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene. 22:6Og Elam bar Kogger, fulgt af Vogne med Mænd paa og af Ryttere, og Kir blottede Skjoldet. 22:7Og det skete, at dine udvalgte Dale bleve fulde af Vogne, og Ryttere toge Stilling imod Porten. 22:8Og han borttog Dækket fra Juda; og du saa dig om paa den Dag efter Rustningen i Skovhuset. 22:9Og I saa Revnerne paa Davids Stad, at de vare mange, og I samlede den nederste Dams Vand. 22:10Og I talte Jerusalems Huse og nedbrøde Huse for at befæste Muren. 22:11Og I gjorde en Grav imellem de tvende Mure for Vandet af den gamle Dam; men I saa ikke hen til ham, som havde beskikket det, til ham, som havde besluttet det for lang Tid siden, saa I ikke. 22:12Og Herren, den Herre Zebaoth, opfordrede paa den Dag til Graad og Sorg og til at gøre Hovedet skaldet og til at ombinde sig med Sæk. 22:13Men se, der er Fryd og Glæde, man ihjelslaar Øksne og slagter Faar, æder Kød og drikker Vin: „Lader os æde og drikke; thi vi skulle dø i Morgen!“ 22:14Men den Herre Zebaoth har saaledes aabenbaret sig for mine Øren: Denne Misgerning skal ikke udsones for eder, inden I dø! siger Herren, den Herre Zebaoth.

22:15Saa sagde Herren, den Herre Zebaoth: Gak, kom ind til denne Rentemester, til Sebna, som er Hofmester, og sig til ham: 22:16Hvad har du her? og hvem har du her, at du har hugget dig her en Grav? som den, der lader hugge sin Grav i det høje, som den, der lader sig en Bolig udhule i Klippen! 22:17Se, Herren skal bortkaste dig med et Kast, du Mand! og skjule dig aldeles. 22:18Han skal sno dig sammen i en Snoning, som en Bold, hen til et vidt og bredt Land; der skal du dø, og der skulle dine herlige Vogne komme hen, du, som er en Skændsel for din Herres Hus! 22:19Og jeg vil støde dig ned fra dit Stade, og han skal nedkaste dig fra din Plads. 22:20Og det skal ske paa den Dag, da vil jeg kalde ad min Tjener Eliakim, Hilkias Søn. 22:21Og jeg vil iføre ham din Kjortel og styrke ham med dit Bælte og give dit Herredømme i hans Haand; og han skal være en Fader for dem, som bo i Jerusalem, og for Judas Hus. 22:22Og jeg vil lægge Nøglen til Davids Hus paa hans Skuldre, og han skal oplade, og ingen skal tillukke, og han skal tillukke, og ingen skal oplade. 22:23Og jeg vil fæste ham som en Nagle paa et fast Sted, og han skal være et Ærens Sæde for sin Faders Hus. 22:24Og de skulle hænge paa ham al hans Faders Hus’s Herlighed, de ædle og de vilde Skud, alle Smaakar, baade Bægere og alle Flasker. 22:25Paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, skal Naglen borttages, den, som var fæstet paa et fast Sted, og den skal afhugges og falde, og den Byrde, som hang derpaa, skal ødelægges; thi Herren har talt det.