Den Frie Bibel

Profeten Esajas, kapitel 57

Esajas viser, hvorfor Guds Straf kom over det jødiske Folk, nemlig for deres Uagtsomhed, Hykleri, Overtrædelse, Afguderi og deres Pagt med hedenske Konger, 1-13; han trøster de troende, at de skulle komme til deres Land igen, og lover stor Naade og Fred for alle troende, men ikke for de ugudelige, 14-21.

57:1Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. 57:2De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig. 57:3Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel! 57:4Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vrænge I Mund og række Tungen langt ud? ere I ikke Overtrædelsens Børn, Løgnens Sæd? 57:5I, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne! 57:6Din Del er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg berolige mig over disse Ting? 57:7Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer? 57:8Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem. 57:9Og salvet med Olie saa du hen til Kongen[1]d. e. Afguden. og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget. 57:10Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: „Jeg giver tabt!“ du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg. 57:11Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af? men mig vil du ikke frygte! 57:12Jeg vil kundgøre din Retfærdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig. 57:13Naar du raaber, da lad dine Skarer[2]d. e. Afguder. Ps. 84, 13. Es. 60, 21. Ps. 15, 1. Es. 56, 7. redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
57:14Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej! 57:15Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor i Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbøjede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de sønderknustes Hjerter levende. 57:16Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt. 57:17For hans[3]nemlig Israels. k. 54, 8. k. 59, 2. Mik. 3, 4. Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej. 57:18Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst. 57:19Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og jeg læger ham. 57:20Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd. 57:21De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1871 af Det Gamle Testamente.