Esajas fremfører Guds Folks Lovsang for deres Forløsning og formaner dem til at forlade sig paa Herren; thi dem, som gøre det, frelser Herren, men han nedtrykker de stolte, som foragte den tilbudne Naade, 1-12; han taler om Guds Hjemsøgelser over det jødiske Folk, dets Omvendelse, Haab og Fortrøstning, 13-21.
26:1Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn.
26:2Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab.
26:3Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.
26:4Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe.
26:5Thi han nedbøjer dem, som bo i det høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indtil Støvet.
26:6Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin.
26:7Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej.
26:8Ja, paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel.
26:9Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.
26:10Bliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed.
26:11Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.
26:12Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os.
26:13Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn.
26:14De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.
26:15Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort.
26:16Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
26:17Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
26:18Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi skaffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.
26:19Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.
26:20Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.
26:21Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgerning; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.