Den Frie Bibel

Profeten Esajas, kapitel 33

Esajas spaar om Kong Senakeribs og hans Hærs Undergang; han taler om Guds Folks Bøn og Glæde derover, 1-6; om Landets elendige Tilstand ved Assyrerne, førend Redningen kom, om Guds Frelse og underlige Hjælp, 7-13; lærer dem, hvorledes de skulle skikke sig, for at de kunne vente sig Guds Naade, lover fremdeles Sejr og Fred, og at Assyrerne intet skulle udrette imod dem, 14-24.

33:1Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov. 33:2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid. 33:3Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig. 33:4Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det. 33:5Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed. 33:6Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.
33:7Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig. 33:8De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han[1]d. e. Assyriens Konge. har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske. 33:9Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade. 33:10Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig. 33:11I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder. 33:12Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild. 33:13Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
33:14Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betaget de vanhellige: „Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?“ 33:15Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde: 33:16Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret. 33:17Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land. 33:18Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: „Hvor er Skriveren? hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?“ 33:19Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan fatte for dets stammende Tunges Skyld. 33:20Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over. 33:21Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover. 33:22Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os. 33:23Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov. 33:24Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1871 af Det Gamle Testamente.