Johannesevangeliet, kapitel 5Ⓖ
Den syge ved Betesda dam
5:1Derefter er der en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. 5:2Der er i Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk kaldes Betesda, og som har fem søjlegange. 5:3I dem lå en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, 5:5og der var en mand dér som havde været syg i 38 år. 5:6Da Jesus så ham ligge der og vidste at han allerede havde været der i lang tid, siger han til ham: »Vil du være rask?« 5:7Den syge svarede ham: »Herre, jeg har ikke nogen som kan kaste mig i dammen når vandet er blevet bragt i bevægelse, og mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig.« 5:8Jesus siger til ham: »Rejs dig, tag din seng og gå.« 5:9Straks blev manden rask, og han tog sin seng og gik. Men det var sabbat den dag. 5:10Derfor sagde jøderne til ham som var blevet rask: »Det er sabbat, og du har ikke lov til at bære din seng.« 5:11Men han svarede dem: »Han som gjorde mig rask, sagde til mig: Tag din seng og gå.« 5:12De spurgte ham: »Hvem er den mand som sagde: Tag din seng og gå?« 5:13Men han som er blevet rask, vidste ikke hvem det var, for Jesus havde trukket sig tilbage, da der var en skare på stedet. 5:14Derefter finder Jesus ham i templet og sagde til ham: »Se, du er blevet rask, synd ikke mere for at der ikke skal ske dig noget værre.« 5:15Manden gik hen og fortalte jøderne at det var Jesus som havde gjort ham rask. 5:16Derfor forfulgte jøderne Jesus fordi han havde gjort dette på en sabbat. 5:17Men Jesus svarede dem: »Min Far arbejder indtil nu, og jeg arbejder.« 5:18Derfor stræbte jøderne endnu mere efter at slå ham ihjel, for ikke alene brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin egen Far og gjorde sig derved lig Gud.
Jesu forsvar for helbredelsen
5:19Da svarede Jesus dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre, for det han gør, det samme gør også Sønnen. 5:20For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt hvad han selv gør, og han vil vise ham større gerninger end disse for at I må undre jer. 5:21For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen levende hvem han vil. 5:22For Faderen fordømmer heller ikke nogen, men al fordømmelse har han givet til Sønnen 5:23for at alle skal anerkende Sønnen, ligesom de anerkender Faderen. Den som ikke anerkender Sønnen, anerkender ikke Faderen, som har sendt ham.
5:24Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den som hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke til fordømmelsen, men er gået over fra døden til livet. 5:25Sandelig, sandelig siger jeg jer at der kommer en time, og den er nu, da de døde vil høre Gud søns stemme, og de som har hørt, vil leve. 5:26For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. 5:27Han har givet ham myndighed til at holde dom fordi han er Menneskesønnen. 5:28I skal ikke undre jer over dette, for der vil komme en time da alle de i gravene vil høre hans stemme, 5:29og de som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse der fører til liv, og de som har gjort det onde, vil gå ud til en opstandelse der fører til fordømmelse.
5:30Jeg kan intet gøre af mig selv, jeg dømmer, ligesom jeg hører, og min dom er retfærdig, for jeg stræber ikke efter min vilje, men hans vilje, som har sendt mig.
Forsvar for hans selvvidnesbyrd
5:31Hvis jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke sandt, 5:32Der er en anden som vidner om mig, og jeg ved at vidnesbyrdet, som han vidner om mig, er sandt. 5:33I har sendt bud til Johannes, og han har vidnet om sandheden, 5:34Men jeg tager ikke mod vidnesbyrdet fra et menneske, men dette siger jeg for at I må blive frelst. 5:35Han var lampen som brændte og lyste, og I var villige til at juble for en tid ved dens lys.
5:36Men jeg har et større vidnesbyrd end Johannes’, for de gerninger som Faderen har givet mig for at jeg skal bringe dem til udførelse, de gerninger som jeg gør, vidner om mig at Faderen har sendt mig. 5:37Faderen, som har sendt mig, har vidnet om mig. I har aldrig hørt hans stemme eller set hans skikkelse, 5:38og hans ord har I ikke blivende i jer, for ham han har sendt, tror I ikke. 5:39I undersøger Skrifterne fordi I mener at have evigt liv i dem, og disse vidner om mig, 5:40men I vil ikke komme til mig for at få liv.
5:41Jeg tager ikke mod anerkendelse fra mennesker, 5:42men jeg kender jer at I ikke har Guds kærlighed i jer. 5:43Jeg er kommet i min Fars navn, og I modtager mig ikke. Hvis en anden kommer i sit eget navn, vil I modtage ham. 5:44Hvordan kan I tro når I modtager anerkendelse fra hinanden, og I ikke stræber efter anerkendelsen fra den eneste Gud?
5:45I skal ikke mene at jeg vil anklage jer for Faderen; Moses er den som anklager jer, ham som I har sat jeres håb til. 5:46For hvis I havde troet Moses, ville I have troet mig, for han har skrevet om mig. 5:47Men hvis I ikke tror hans skrifter, hvordan vil I så tro mine ord?«
|29
Status for dette kapitel
Oversættelse: Torben Kjær (toNR13RNbNR5RNnkjaNR5RNNR13RN2021SNABELoutlookPRIKdk)
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 15.12.2025
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 15.12.2025