4:1Hvad skal vi da sige at Abraham, vores stamfar ifølge kødet, har opnået? 4:2For hvis Abraham er blevet erklæret retfærdig på grund af gerninger, har han grund til at være stolt. Men det har han ikke over for Gud. 4:3For hvad siger Skriften:

Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham som retfærdighed.

4:4Men for ham som arbejder, regnes lønnen ikke efter nåde, men efter fortjeneste, 4:5men for ham som ikke arbejder, men som tror på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, regnes hans tro som retfærdighed, 4:6ligesom også David kalder det menneske for velsignet som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:

4:7Velsignede er de hvis lovløshed er blevet tilgivet,

og hvis synder er blevet skjult;

4:8velsignet den mand som Herren ikke tilregner synd.

4:9Gælder denne velsignelse da den omskårne eller også den uomskårne? For vi siger: Troen blev tilregnet Abraham som retfærdighed. 4:10Hvordan blev den da tilregnet ham? Mens han var omskåren eller uomskåren? Ikke mens han var omskåren, men mens han var uomskåren, 4:11og han modtog omskærelsen som et tegn, det vil sige som et segl på troens retfærdighed mens han var uomskåren, så at han kan være far til alle uomskårne som tror, så retfærdighed kan tilregnes dem, 4:12og far til omskårne, som ikke alene er omskårne, men også vandrer i sporene efter vores far Abrahams tro som uomskåren.

4:13For løftet blev ikke givet til Abraham og hans efterkommere ved loven om at han er arving til verden, men det blev givet ved troens retfærdighed. 4:14For hvis de af loven er arvinger, er troen blevet betydningsløs, og løftet er blevet sat ud af kraft, 4:15for loven virker vrede; men hvor der ikke er lov, er der heller ikke overtrædelse. 4:16Derfor er arven på grund af tro for at det kan være efter nåde, så løftet kan stå fast for alle efterkommere, ikke alene for den af loven, men også for den af Abrahams tro, han som er far til os alle – 4:17som der står skrevet:

Jeg har indsat dig som far til mange folk,

– over for Gud, som han troende på, Gud som gør døde levende, og som kalder det frem som ikke er, så det er. 4:18Han troede mod håb med håb så han blev far til mange folk, som det er blevet sagt:

Således skal din efterkommere blive.

4:19Uden at blive svag i troen betragtede han sin allerede svækkede krop, for han var omkring 100 år gammel, og hustruen Saras døde livmoder. 4:20På Guds løfte tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen ved at give Gud æren 4:21og ved at blive helt overbevist om at det Gud har givet løfte om, kan han også gøre. 4:22Derfor blev det også regnet ham som retfærdighed. 4:23Men det blev ikke skrevet for hans skyld alene, at det blev tilregnet ham, 4:24men også for vores skyld, som det skal tilregnes, vi som tror på ham der oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. 4:25Han blev givet hen på grund af vores overtrædelser, og han blev oprejst for vores retfærdiggørelses skyld.