2:1Jeg løftede mine øjne og fik øje på fire horn. 2:2Jeg sagde til englen, som talte med mig: »Hvad betyder det?« Og han sagde til mig: »Det er de horn, som spredte Juda, Israel og Jerusalem.« 2:3Så viste HERREN mig fire smede. 2:4Og jeg sagde: »Hvad er de kommet for at gøre?« Og han sagde: »Det er de horn, som spredte Juda, så ingen kunne løfte sit hoved. Men nu er disse kommet for at ryste dem, for at hugge folkeslagenes horn af, dem som rejste horn mod Judas land for at sprede det.«

2:5Jeg løftede mine øjne og fik øje på en mand med en målesnor i hånden, 2:6og jeg sagde: »Hvor går du hen?« Han sagde til mig: »Hen for at måle Jerusalem for at se hvor bred og hvor lang den er.« 2:7Englen, som talte med mig, gik ud, og en anden engel gik ud imod ham, 2:8og han sagde til ham: »Løb hen, og sig til denne unge mand:

›Jerusalem skal ligge åbent,

fyldt med mennesker og kvæg.

2:9Jeg, siger HERREN, vil selv være en ildmur rundt om den,

til herlighed vil jeg blive midt i den.‹

2:10›Skynd jer, skynd jer!

Flygt fra Nordens land, siger HERREN,

for som himlens fire vinde har jeg bredt jer ud, siger HERREN.

2:11Skynd jer! Zion, flygt, du som bor hos Babels datter!

2:12For således siger Hærskarers HERRE

– på grund af herlighed har han sendt mig til de folkeslag, der udplyndrede jer –

at den som rører ved jer, rører ved hans øjesten.

2:13For se, jeg svinger min hånd over dem,

og de bliver til bytte for deres slaver.

Så skal I erkende at Hærskarers HERRE har sendt mig.

2:14Råb af fryd og glæd dig, Zions datter!

For se, jeg kommer og vil bo i dens midte, siger HERREN.

2:15Mange folkeslag vil slutte sig til HERREN på den dag.

De bliver mit folk, og jeg vil bo i din midte.

Så skal du erkende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til dig.

2:16HERREN skal tage Juda som sin ejendom på den hellige jord;

han skal på ny udvælge Jerusalem.

2:17Vær stille, alt kød, for HERRENS ansigt,

for han har rejst sig fra sin hellige bolig.