12:1Han begyndte at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse og byggede et tårn, og han lejede den ud til vinbønder og rejste til udlandet. 12:2Da tiden kom, sendte han en tjener til vinbønderne for at få af vingårdens frugt af vinbønderne. 12:3De tog ham og slog ham og sendte ham tomhændet bort. 12:4Han sendte igen en anden tjener til dem; og ham slog de i hovedet og hånede. 12:5Han sendte en anden; og ham dræbte de; og mange andre; nogle slog de, andre dræbte de. 12:6Han havde endnu én, en elsket søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: ›De vil respektere min søn.‹ 12:7Men disse vinbønder sagde til hinanden: ›Det er arvingen; kom, lad os dræbe ham, og arven vil tilhøre os.‹ 12:8Og de tog ham og dræbte ham og kastede ham uden for vingården. 12:9Hvad vil vingårdens herre så gøre? Han vil komme og dræbe vinbønderne og give vingården til andre. 12:10Har I ikke læst dette skriftord:

Den sten som murermestrene forkastede,

den er blevet til en hovedhjørnesten?

12:11Fra Herren er dette kommet,

og det er underfuldt for vores øjne.«

12:12De prøvede at gribe ham, men de frygtede skaren; for de forstod at han sagde denne lignelse imod dem; og de forlod ham og gik bort.

12:13De sendte nogle af farisæerne og herodianerne til ham for at de skulle fange ham i ord. 12:14De kom hen og sagde til ham: »Lærer! Vi ved at du er sandfærdig og ikke lader dig påvirke af nogen; for du gør ikke forskel på mennesker, men lærer Guds vej i sandhed. Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke? Skal vi give eller ikke give?« 12:15Men da han så deres hykleri, sagde han til dem: »Hvorfor frister I mig? Ræk mig en denar, så jeg kan se den.« 12:16De rakte ham den. Han sagde til dem: »Hvis billede og påskrift er dette?« Men de sagde til ham: »Kejserens.« 12:17Jesus sagde til dem: »Giv kejseren, hvad der er kejserens, og Gud, hvad der er Guds.« Og de undrede sig over ham.

12:18Der kom nogle saddukæere, som siger at der ikke er nogen opstandelse, og spurgte ham: 12:19»Lærer! Moses skrev til os at hvis nogens bror dør og efterlader hustru og ikke efterlader et barn, så skal hans bror tage hustruen til sig og skaffe sin bror efterkommere*. 12:20Der var syv brødre; og den første tog en hustru, og da han døde, efterlod han ingen efterkommere. 12:21Den anden tog hende til hustru og han døde uden at efterlade sig efterkommere, og den tredje på samme måde. 12:22Og de syv efterlod ingen efterkommere. Sidst af alle døde også hustruen. 12:23I opstandelsen, når de opstår, hvis hustru skal hun være? For de syv har haft hende som hustru.« 12:24Jesus sagde til dem: »Er det ikke derfor I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft? 12:25For når de opstår fra de døde, så gifter de sig ikke eller bortgiftes, men de er som engle i himlene. 12:26Men hvad angår de døde, at de opstår, har I da ikke læst i Mosebogen i stedet om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? 12:27Han er ikke Gud for døde, men for levende; I farer helt vild.«

12:28En af de skriftlærde, der havde hørt dem diskutere og set at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket bud er det første af alle?« 12:29Jesus svarede: »Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; 12:30og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. 12:31Et andet er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Større end disse er der ikke noget andet bud.« 12:32Den skriftlærde sagde: »Rigtigt, lærer, du har i sandhed sagt at han er én, og der er ingen anden end ham, 12:33og at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske næsten som sig selv er mere end alle brændofrene og slagtofrene.« 12:34Da Jesus så at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Ingen vovede længere at spørge ham.

12:35Jesus tog til orde og underviste i templet: »Hvordan kan de skriftlærde sige at Kristus er Davids søn? 12:36David selv har sagt ved Helligånden:

Herren sagde til min Herre:

Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

under dine fødder.*

12:37David selv kalder ham Herre, og hvordan er han så hans søn?« Den store skare hørte ham gerne.

12:38I sin undervisning sagde han: »Vogt jer for de skriftlærde, som ønsker at gå omkring i lange kjortler og ønsker hilsner på torvene, 12:39de fornemste sæder i synagogerne og de øverste pladser ved festerne; 12:40som æder enkers huse op og for et syns skyld beder længe; de vil modtage en hårdere dom.«

12:41Han satte sig over for tempelkisten og så hvordan skaren lagde penge i tempelkisten, og mange rige lagde meget i den. 12:42Og der kom en fattig enke og lagde to småmønter i; tilsammen gav det én øre. 12:43Han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle dem der lagde noget i tempelkisten. 12:44For de lagde alle sammen af deres overflod; men hun lagde af sin fattigdom, alt hvad hun havde, alt hvad hun havde at leve af.«