Den Frie Bibel

Markusevangeliet, kapitel 12

Lignelsen om den udlejede vingård, 1-12. Jesus besvarer spørgsmålene om at give kejseren skat, 13-17, om opstandelsen, 18-27, om det største bud, 28-34. Han spørger selv om, hvordan Kristus kan være både Davids søn og Davids herre, 35-37, advarer mod de skriftkloge, 38-40, taler om den fattige enkes gave, 41-44.

12:1Og han begyndte at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse og byggede et tårn, og han lejede den ud til vingårdsmænd og rejste til udlandet. 12:2Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmændene, for at han af vingårdsmændene kunne få af vingårdens frugter. 12:3Og de greb ham og slog ham og sendte ham tomhændet bort. 12:4Og han sendte igen en anden tjener til dem; og ham slog de i hovedet og vanærede. 12:5Og han sendte en anden; og ham slog de ihjel; og mange andre; nogle slog de, andre dræbte de. 12:6Endnu én havde han, en elsket søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: »De vil respektere min søn.« 12:7Men de vingårdsmænd sagde til hinanden: »Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så bliver arven vores.« 12:8Og de greb ham og slog ham ihjel og kastede ham ud af vingården. 12:9Hvad mon vingårdens herre vil gøre? Han vil komme og gøre det af med vingårdsmændene og give vingården til andre. 12:10Har I heller ikke læst dette skriftord: Den sten, som bygmestrene forkastede, den er blevet til en hovedhjørnesten? 12:11Fra Herren er dette kommet, og det er underfuldt for vores øjne. 12:12Og de prøvede at gribe ham, men de var bange for folkemængden; for de forstod, at han sagde denne lignelse imod dem; og de forlod ham og gik bort.
12:13Og de sendte nogle af farisæerne og af herodianerne til ham, for at de skulle fange ham i ord. 12:14Og de kom og sagde til ham: »Mester! Vi ved, at du er sandfærdig og ikke tager hensyn til nogen; for du ser ikke på menneskers person, men lærer Guds vej i sandhed. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi give eller ikke ikke give? 12:15Men da han så deres hykleri, sagde han til dem: »Hvorfor frister I mig? Kom med en denar til mig, så jeg kan se den.« 12:16Men de kom med den. Og han sagde til dem: »Hvis billede og overskrift er det her?« Men de sagde til ham: »Kejserens.« 12:17Og Jesus sagde til dem: »Giv kejseren, hvad der er kejserens, og Gud, hvad der er Guds.« Og de undrede sig over ham.
12:18Og der kom nogle saddukæere til ham, de, der jo siger, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte ham og sagde: 12:19»Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens bror dør og efterlader en kone og ikke efterlader noget barn, så skal hans bror tage hans kone til sig og skaffe sin bror efterkommere[1]5 Mos 25,5. 12:20Der var syv brødre; og den første tog en kone, og da han døde, efterlod han ikke børn. 12:21Og den anden tog hende og døde uden at efterlade børn, og den tredje på samme måde. 12:22Og alle syv, de efterlod ikke børn. Sidst af dem alle døde også konen. 12:23I opstandelsen, når de opstår, hvem af dem skal så have hende som kone? For de har alle syv haft hende til kone.« 12:24Jesus sagde til dem: »Er det ikke derfor, I farer vild, fordi I ikke kender skrifterne og heller ikke Guds kraft? 12:25For når de opstår fra de døde, så hverken gifter de sig eller bliver gift, men de er som engle i himlene. 12:26Men hvad de døde angår, at de opstår, har I da ikke læst i Mosebogen i stedet om tornebusken, hvordan Gud talte til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? 12:27Han er ikke dødes, men levendes Gud; I farer helt vild.«
12:28Og en af de skriftkloge, der havde hørt deres diskussion og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket bud er det første af alle?« 12:29Jesus svarede: »Det første er: Hør Israel! Herren vores Gud, Herren er én; 12:30og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. 12:31Et andet er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Større end de to er der ikke noget andet bud, der er.« 12:32Og den skriftkloge sagde: »Rigtigt, mester, og det var sandt, hvad du sagde, at han er én, og der er ingen anden end ham. 12:33Og at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er mere end alle brændofrene og slagtofrene.« 12:34Og da Jesus så, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Og ingen turde længere stille spørgsmål til ham.
12:35Og da Jesus underviste i helligdommen, talte han og sagde: »Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn? 12:36David selv sagde ved Helligånden: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder[2]Sal 110, 1. 12:37David selv kalder ham Herre; hvordan kan han så være hans søn?« Og den store folkemængde hørte ham gerne.
12:38Og han sagde i sin undervisning: »Pas på de skriftkloge, der gerne vil gå omkring i lange kjortler[a]båret af de fornemmeog blive hilst på torvene 12:39og gerne vil have de fornemste pladser i synagogerne og sidde øverst til bords ved måltiderne; 12:40dem, der æder enkers hus op og for et syns skyld beder længe; de får en desto hårdere dom.«
12:41Og Jesus satte sig over for tempelkisten og så, hvordan alle folk lagde penge i kisten, og mange rige lagde meget i den. 12:42Og der kom en fattig enke og lagde to skærv i; det er én øre[3]Græsk kodrantes, latin quadrans, den mindste romerske kobbermønt, en kvart as, 1/16 sesterius. 12:43Og han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig, siger jeg jer, denne fattige enke har lagt mere i end alle de, der lagde noget i tempelkisten. 12:44For de lagde alle sammen af deres overflod; men hun lagde af sin fattigdom, alt det, hun ejede, alt det, hun havde at leve af.«

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

bVælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Status for dette kapitel

Modenhed: Rå oversættelse
Oversættelse: Svend Erik Petersen
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Dato for denne version: 13.09.2017