5:1De kom til den anden side af søen til gerasenernes egn. 5:2Da han steg ud af båden, blev han straks mødt af en mand fra gravene med en uren ånd. 5:3Han havde sin bolig i gravene, og ingen kunne længere binde ham, ikke engang med en lænke. 5:4For han var ofte blevet bundet med fodjern og lænker, men lænkerne var blevet sønderrevet af ham, og fodjernene var blevet sprængt, og ingen kunne tæmme ham. 5:5Og altid, nat og dag, var han i gravene og på bjergene, og han skreg og slog sig selv med sten. 5:6Da han så Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham 5:7og skreg med høj stemme: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud: Pin mig ikke.« 5:8For han havde sagt til ham: »Far ud af manden, du urene ånd!« 5:9Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han siger til ham: »Legion er mit navn, for vi er mange.« 5:10Og han bad ham indtrængende om ikke at sende dem bort fra egnen. 5:11Men der var ved bjerget en stor flok svin som fandt føde; 5:12og de bad ham: »Send os i svinene så vi kan fare i dem.« 5:13Han tillod dem det. Og de urene ånder fór ud og fór i svinene; og flokken styrtede ned ad skrænten i søen, omtrent to tusinde, og de druknede i søen. 5:14De som vogtede dem, flygtede og fortalte om det i byen og på gårdene; og de kom for at se hvad det var der var sket. 5:15De kommer til Jesus og ser den besatte, som havde haft legionen, sidde påklædt og ved fornuft, og de blev grebet af frygt. 5:16De der havde set det, fortalte dem hvad der var sket med den besatte, og om svinene. 5:17De begyndte at bede ham om at gå bort fra deres område. 5:18Da han gik om bord i båden, bad han der havde været besat, ham om at måtte blive hos ham. 5:19Han gav ham ikke lov, men siger til ham: »Gå hjem til dine egne og fortæl dem alt det Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.« 5:20Han gik hen og begyndte at forkynde i Dekapolis om alt det Jesus havde gjort mod ham; og alle undrede sig.

5:21Da Jesus igen var taget med båden over til den anden side, samledes en stor skare om ham, og han var ved søen. 5:22Da kommer der en af synagogeforstanderne ved navn Jairus, og da han så ham, falder han ned for hans fødder. 5:23Han beder ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden; kom og læg hænderne på hende så hun kan blive helbredt og leve!« 5:24Han gik med ham, og en stor skare fulgte ham, og de trængtes om ham.

5:25Der var en kvinde som havde haft blødninger i tolv år, 5:26og som havde lidt meget under mange læger og havde brugt alt hvad hun ejede, men var ikke blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende. 5:27Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i skaren og rørte ved hans kappe. 5:28For hun sagde: »Hvis jeg blot får rørt ved hans tøj, bliver jeg helbredt.« 5:29Straks tørrede hendes blods kilde, og hun mærkede i sin krop at hun var blevet helbredt for sin lidelse. 5:30Og straks, da Jesus mærkede på sig selv den kraft som var udgået fra ham, vendte han sig om i skaren og sagde: »Hvem rørte ved mit tøj?« 5:31Hans disciple sagde til ham: »Du ser at folk trænges om dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?« 5:32Han så sig omkring for at se hende der havde gjort dette. 5:33Men da kvinden vidste hvad der var sket med hende, kom hun frygtsomt og skælvende og faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. 5:34Men han sagde til hende: »Datter! Din tro har frelst dig; gå med fred, og vær helbredt for din lidelse.«

5:35Endnu mens han talte, kom der nogle fra synagogeforstanderens hus og sagde: »Din datter er død, hvorfor ulejliger du fortsat læreren?« 5:36Men da Jesus hørte hvad der blev sagt, siger han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!« 5:37Han gav ingen andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, lov til at følge med sig. 5:38De kommer til synagogeforstanderens hus, og han ser en larmende flok der græd og klagede meget. 5:39Han gik ind og siger til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, men det sover.« 5:40De lo ad ham. Men han jog dem alle ud og tager barnets far og mor og sine ledsagere med og går ind hvor barnet var. 5:41Han tog barnet ved hånden og siger til hende: »Talitha kumi!« som betyder: »Lille pige, jeg siger dig: Stå op!« 5:42Straks stod pigen op og går omkring; for hun var tolv år. Og de blev straks helt ude af sig selv. 5:43Han befalede dem indtrængende at ingen måtte få det at vide; og han sagde at de skulle give hende noget at spise.