22:1Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde: 22:2„Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. 22:3Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. 22:4Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! 22:5Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; 22:6og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. 22:7Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad. 22:8Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. 22:9Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde! 22:10Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. 22:11Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. 22:12Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav. 22:13Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel. 22:14Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.“

22:15Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord. 22:16Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person. 22:17Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?“ 22:18Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig? 22:19Viser mig Skattens Mønt!“ Og de bragte ham en Denar. 22:20Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?“ 22:21De sige til ham: „Kejserens.“ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ 22:22Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

22:23Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: 22:24„Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom. 22:25Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder. 22:26Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende; 22:27men sidst af alle døde Hustruen. 22:28Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.“ 22:29Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft. 22:30Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. 22:31Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger: 22:32„Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.“ Han er ikke dødes, men levendes Gud.“ 22:33Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

22:34Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig. 22:35Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: 22:36„Mester, hvilket er det store Bud i Loven?“ 22:37Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. 22:38Dette er det store og første Bud. 22:39Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. 22:40Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.“

22:41Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 22:42„Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?“ De sige til ham: „Davids.“ 22:43Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger: 22:44Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder. 22:45Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?“ 22:46Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.