Den Frie Bibel

Matthæus-Evangeliet, kapitel 22

Lignelsen om Kongesønnens Bryllup, 1-14. Jesus besvarer Spørgsmaalene om at give Kejseren Skat, 15-22, om Opstandelsen, 23-33, og om det største Bud i Loven, 34-40. Han stiller selv Spørgsmaalet om, hvorledes Kristus kan være baade Davids Søn og Davids Herre, 41-46.

22:1Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde: 22:2„Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. 22:3Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. 22:4Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! 22:5Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; 22:6og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. 22:7Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad. 22:8Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. 22:9Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde! 22:10Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. 22:11Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. 22:12Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav. 22:13Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel. 22:14Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.“
22:15Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord. 22:16Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person. 22:17Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?“ 22:18Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig? 22:19Viser mig Skattens Mønt!“ Og de bragte ham en Denar.[1]Se k. 18, 28. 22:20Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?“ 22:21De sige til ham: „Kejserens.“ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ 22:22Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.
22:23Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: 22:24„Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom. 22:25Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder. 22:26Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende; 22:27men sidst af alle døde Hustruen. 22:28Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.“ 22:29Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft. 22:30Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. 22:31Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger: 22:32„Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.“ Han er ikke dødes, men levendes Gud.“ 22:33Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.
22:34Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig. 22:35Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: 22:36„Mester, hvilket er det store Bud i Loven?“ 22:37Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. 22:38Dette er det store og første Bud. 22:39Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. 22:40Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.“
22:41Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 22:42„Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?“ De sige til ham: „Davids.“ 22:43Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger: 22:44Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder. 22:45Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?“ 22:46Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.

Vælg kapitel

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Denne tekst er den autoriserede oversættelse fra 1907 af Det Nye Testamente.