Den Frie Bibel

Matthæusevangeliet, kapitel 20

20:1For Himlenes rige ligner en husherre som straks om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. 20:2Da han var blevet enig med arbejderne om en denar om dagen, sendte han dem til sin vingård. 20:3Da han gik ud ved den tredje time, så han andre stå ledige på torvet, 20:4og han sagde: »Gå også I til vingården, og jeg vil give jer hvad der er retfærdigt.« 20:5Og de gik derhen. Da han igen gik ud ved den sjette og niende time, gjorde han det samme. 20:6Og ved den ellevte time gik han ud og fandt andre stående, og han siger til dem: »Hvorfor står I ledige her hele dagen?« 20:7De siger til ham: »Fordi ingen har lejet os.« Han siger til dem: »Gå også I til vingården.« 20:8Men da det blev aften, siger vingårdens herre til sin forvalter: »Kald på arbejderne, og giv dem lønnen, idet du begynder med de sidste og slutter med de første.« 20:9Og dem der var lejet ved den ellevte time, kom og modtog hver en denar. 20:10Da de første kom, mente de, at de ville modtage mere, men også disse modtog hver en denar. 20:11Men da de modtog den, blev de vrede på husherren, 20:12og de sagde: »Disse sidste har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede.« 20:13Men han svarede én af dem: »Ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? 20:14Tag dit og gå, men jeg vil give denne sidste det samme som dig. 20:15Eller er det ikke tilladt mig at gøre med mit hvad jeg vil? Eller er dit øje ondt fordi jeg er god? 20:16Således skal de sidste blive de første og de første de sidste.«
          

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 28.05.2021