Den Frie Bibel

Matthæusevangeliet, kapitel 6

6:24Ingen kan tjene to herrer, for han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. 6:25Derfor siger jeg jer: Hvad jeres liv angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal spise, og for hvad I skal drikke, og hvad jeres krop angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal klæde jer med. 6:26Betragt himlens fugle: De sår ikke eller høster eller samler i lader, og jeres himmelske fader føder dem. Er I ikke meget mere værd end dem? 6:27Men hvem af jer som bekymrer sig, kan lægge en alen til sin livsalder. 6:28Og hvorfor bekymrer I jer for klæderne? Bemærk markens liljer, hvorledes de gror. De arbejder ikke, og de spinder ikke. 6:29Men jeg siger jer at ikke engang Salomo i hele sin pragt var klædt som en af dem. 6:30Men når Gud således klæder markens græs, som står i dag, og som i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere vil han så ikke klæde jer som har en lille tro? 6:31I skal altså ikke bekymre jer og sige: Hvad skal vi spise? Eller: Hvad skal vi drikke? Eller: Hvad skal vi klæde os med? 6:32For alt dette søger hedningerne efter. For jeres himmelske far ved at I trænger til alt dette. 6:33Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift. 6:34Altså skal I ikke bekymre jer for dagen i morgen, for dagen i morgen skal bekymre sig om sig selv. En dag har nok i sin plage.
          

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 09.04.2021