11:1Men nu gav folket sig til at beklage sig bittert i HERRENS påhør, og da HERREN hørte det, blussede hans vrede op, og HERRENS ild brød ud iblandt dem og den fortærede noget af udkanten af lejren. 11:2Da råbte folket til Moses, og Moses bad til HERREN så ilden døde ud. 11:3Og han gav stedet navnet Tab’era, for HERRENS ild brændte iblandt dem.

11:4Den hob som var midt iblandt dem, fik et umætteligt behov, og derfor gav også israelitterne til at græde igen. De sagde: »Gid vi kunne spise kød igen! 11:5Vi mindes den fisk vi kunne spise gratis i Egypten, græskarrene og melonerne og porrerne og løgene og hvidløgene. 11:6Men nu svinder vores kræfter, for her er slet intet andet end det manna vi kan se.« 11:7Mannaen var som korianderfrø og havde samme farve som bedellium. 11:8Folket løb hid og did og samlede og malede det i håndkværn eller stødte det i morter og kogte det i gryden og lavede kager af det. Det smagte som bagværk med olivenolie. 11:9Og når duggen faldt over lejren om natten, faldt mannaen sammen med den.

11:10Moses hørte folket græde rundt om i alle slægter, hver i sin teltåbning, og HERRENS vrede blussede voldsomt op. Og i Moses’ øjne var det ondt. 11:11Moses sagde til HERREN: »Hvorfor behandlede du din tjener så dårligt? Hvorfor finder jeg ikke nåde for dine øjne, og hvorfor lægger du byrden af hele dette folk på mig? 11:12Har jeg mon undfanget hele dette folk? Har jeg født det, siden du siger til mig: ›Bær det i dine arme, som en plejefar bærer det spæde barn,‹ så det kan komme ind i det land som du har lovet at give til dets fædre? 11:13Hvor skal jeg få kød fra til at give til folket? For de græder og siger til mig: ›Giv os kød at spise.‹ 11:14Jeg kan ikke bære hele folket alene, det er for svært for mig. 11:15Og vil du handle sådan med mig, så slå mig ihjel, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, og lad mig ikke se min ulykke.«

11:16HERREN sagde til Moses: »Saml 70 mænd af Israels ældste sammen. Mænd om hvem du ved at de er folkets ældste og ledere. Dem skal du føre hen til forsamlingsteltet, og der skal de stille sig op sammen med dig. 11:17Jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Ånd som er på dig, og lægge på dem, så de kan bære folkets byrde med dig, og du ikke skal bære den alene. 11:18Til folket skal du sige: ›I skal hellige jer til i morgen, så skal I få kød at spise, for I har grædt i HERRENS påhør og sagt: Hvem vil give os kød at spise? For det gik os godt i Egypten. Derfor vil HERREN give jer kød at spise. 11:19I skal ikke spise én dag og heller ikke to dage og heller ikke fem dage og heller ikke ti dage og heller ikke tyve dage, 11:20men en hel måned, indtil det står jer ud af næsen, og I væmmes ved det. For I har forkastet HERREN som er midt iblandt jer, og har grædt for hans ansigt og sagt: Hvorfor er vi draget ud af Egypten?‹« 11:21Moses sagde: »600.000 mænd til fods er dette folk som jeg er midt iblandt, og du siger: ›Jeg vil give dem kød, og de skal spise det i en måned.‹ 11:22Skal der slagtes småkvæg og stort kvæg til dem for at der kan blive nok til dem? Skal alle fiskene i havet samles til dem for at der kan blive nok til dem?« 11:23HERREN sagde til Moses: »Er HERRENS underarm for kort? Nu skal du se om det vil gå dig som jeg har sagt, eller ikke.«

11:24Moses gik ud og gav HERRENS ord til folket, og han samlede 70 mænd af folkets ældste og stillede dem rundt om teltet. 11:25Da kom HERREN ned i skyen og talte til ham, og han tog af den Ånd som var over ham, og lagde over de 70 ældste, og da Ånden hvilede på dem, profeterede de, men det gjorde de ikke senere. 11:26To mænd var blevet tilbage i lejren. Den ene hed Eldad og den anden Medad. Ånden hvilede over dem, for de var blandt de registrede, men de var dog ikke gået ud til teltet, og de profeterede i lejren. 11:27Da løb en dreng hen og fortalte det til Moses. Han sagde: »Eldad og Medad profeterer i lejren.« 11:28Da sagde Josva, Nuns søn, Moses’ tjener, en af hans udvalgte: »Min herre Moses! Få dem til at holde op.« 11:29Men Moses sagde til ham: »Er du misundelig på mine vegne? Gid hele HERRENS folk var profeter, og HERREN ville give dem sin Ånd!«

11:30Moses gik tilbage til lejren sammen med Israels ældste. 11:31Da kom der et vindstød fra HERREN og førte vagtler fra havet og strøede dem ud over lejren, fra en dagsrejse til den ene side og en dagsrejse til den anden side af lejren og sine steder helt op til en meters højde. 11:32Da stod folket op hele den dag og hele natten og hele den næste dag, og de samlede vagtler. Den der havde mindst, havde samlet ti homer.° De bredte dem ud rundt om lejren. 11:33De havde endnu kød i munden, det var endnu ikke fordøjet, da HERRENS vrede blussede op mod folket, og HERREN slog folket med en vældig stor plage. 11:34Det sted kaldte man Kibrot-ha-Ta’ava fordi de dér begravede folket, dem der var blevet grådige. 11:35Fra Kibrot-ha-Ta’ava rejste folket til Haserot, og de blev i Haserot.