Røgelseskarrene skal gemmes til minde om begivenheden.
17:1 HERREN sagde til Moses: 17:2»Sig til Eleazar, præsten Arons søn, at han skal tage røgelseskarrene ud af ilden og sprede gløderne langt bort, for de er hellige. 17:3De røgelseskar som tilhørte dem der døde på grund af deres synd, skal man hamre ud i brede plader til at beklæde alteret med, for de bar dem frem for HERRENS ansigt, og de er helliget, og de skal være et tegn for israelitterne.« 17:4Så tog præsten Eleazar de bronzekar som de der var brændt op, havde ofret med, og hamrede dem ud til plader til at beklæde alteret med, 17:5til at minde israelitterne om at ingen fremmed, som ikke er efterkommer af Aron, skal nærme sig for at ofre røgelse for HERRENS ansigt for at det ikke skal gå ham som Kora og dem der var med ham, sådan som HERREN havde givet ham besked om gennem Moses.
Folket beklager sig atter.
17:6Men dagen efter beklagede hele forsamlingen af israelitter sig over Moses og Aron. De sagde: »I har slået HERRENS folk ihjel.« 17:7Da forsamlingen samlede sig imod Moses og Aron, vendte de sig mod forsamlingsteltet, og se, skyen skjulte det, og HERRENS herlighed viste sig. 17:8Moses og Aron stillede sig frem foran forsamlingsteltet. 17:9HERREN sagde til Moses: 17:10»Flyt jer væk fra denne forsamling, så vil jeg gøre en ende på den på et øjeblik.« De faldt på knæ med ansigtet mod jorden. 17:11Moses sagde til Aron: »Tag røgelseskarret, tag ild fra alteret og læg røgelse på. Skynd dig så hen til forsamlingen og skaf dem soning, for vreden er udgået fra HERRENS ansigt, plagen er begyndt.« 17:12Aron tog det som Moses havde sagt, og løb hen midt i forsamlingen, og se, plagen var begyndt blandt folket. Så kom han røgelse på og skaffede soning for folket. 17:13Han stod mellem de døde og de levende, og plagen hørte op. 17:14Men der døde 14.700 i plagen, udover dem som døde på grund af Koras gerning. 17:15Aron kom igen hen til Moses ved indgangen til forsamlingsteltet, da plagen var holdt op.
HERREN stadfæster Arons kald til præst ved underet med den blomstrende stav.
17:16 HERREN talte til Moses: 17:17»Tal til israelitterne og tag en stav for hvert fædrenehus, af alle lederne for deres fædrenehuse, tolv stave. Du skal skrive hver enkelts navn på hans stav. 17:18Du skal skrive Arons navn på Levis stav, for der skal være en stav for hvert overhoved over deres fædrenehuse. 17:19Og du skal lægge dem i forsamlingsteltet lige foran Vidnesbyrdet, hvor jeg mødes med jer. 17:20Den mand jeg udvælger, hans stav skal blomstre så jeg kan stoppe israelitternes beklagelser mod mig, når de beklager sig over for jer.« 17:21Moses talte til israelitterne, og alle lederne gav ham en stav for hver leder efter deres fædrenehuse, tolv stave. Arons stav var imellem stavene. 17:22Moses lagde stavene for HERRENS ansigt i Vidnesbyrdets telt. 17:23Da Moses dagen efter kom ind i Vidnesbyrdets telt, se, da blomstrede Arons stav for Levis hus, ja, den havde både skudt knopper og fået blomster og båret modne mandler. 17:24Moses bar alle stavene ud fra HERRENS ansigt til alle israelitterne, og de så dem, og de tog hver deres stav.
Staven gemmes til minde.
17:25HERREN sagde til Moses: »Bær Arons stav ind igen foran Vidnesbyrdet, og opbevar den der som et tegn for børnene af de genstridige, og du skal standse deres beklagelser imod mig for at de ikke skal dø.« 17:26Moses gjorde det; sådan som HERREN havde befalet ham, det gjorde han.
Israelitterne bliver forskrækkede og ydmyge ved at se HERRENS domme og tegn.
17:27Israelitterne kom hen til Moses og sagde: »Se, vi omkommer. Vi dør. Vi dør alle sammen! 17:28Enhver som kommer nær, den som kommer HERRENS telt nær, han skal dø. Er det da forbi med os, omkommer vi?«