Salomo taler om vise og daarlige Kvinder, 1; om oprigtige og forvendte, 2. 14; om daarlig og viis Tale, 3. 7; om Arbejde, 4. 23; om Vidner, 5. 25; om Spottere, 6; om Klogskab og Uvidenhed, 8.15.18; om at kende sin Synd og at skjule den, 9; om Hjertesorg og Glæde, 10. 13. 30; om de ugudeliges og de frommes Hus, 11. 32; om Selvklogskab, 12; om Langmodighed og Hastighed, 16. 17. 29; om de ondes Nedtrykkelse, 19; om Armod og Rigdom, 20. 23. 24. 31; om andres Foragt, 21; om onde og gode Tanker, 22; om Herrens Frygt, 26. 27; om Kongers Ære, 28; om de armes Fortrykkelse og Forbarmelse over dem, 31; om Visdom, 33; om et Folks Ære og Skam, 34; om en Konges Tjenere, 35.
14:1Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
14:2Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
14:3I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
14:4Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
14:5Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
14:6Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
14:7Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
14:8Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
14:9Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
14:10Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
14:11De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
14:12Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
14:13Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14:14Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
14:15Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
14:16Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig og tryg.
14:17Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
14:18De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
14:19De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
14:20Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
14:21Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
14:22Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
14:23I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
14:24De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
14:25Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
14:26I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
14:27Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
14:28At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
14:29Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
14:30Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
14:31Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
14:32Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
14:33I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
14:34Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel.
14:35Kongens Velbehag er til en klog Tjener; men hans Vrede er over den, som gør Skam.