5:1Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt; 5:2at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.

5:3Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane. 5:4Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd. 5:5Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. 5:6For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det. 5:7Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord. 5:8Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus, 5:9at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar; 5:10at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus; 5:11saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen, 5:12og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse? 5:13saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig. 5:14Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.

5:15Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde! 5:16Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne? 5:17Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig. 5:18Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, 5:19en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.

5:20Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm? 5:21Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt. 5:22Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer. 5:23Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.