11:1Men HERREN sagde til Moses: »Endnu én plage vil jeg bringe over Farao og over Egypten. Derefter vil han lade jer gå herfra. Når han lader jer gå, vil han helt afgjort drive jer fuldstændig ud herfra! 11:2Sig så nu til folket at de skal bede – en mand af sin nabo og en kvinde af sin naboerske – om ting af sølv og ting af guld.« 11:3HERREN gav folket gunst i egypternes øjne; og manden Moses var meget mægtig i Egyptens land i Faraos tjeneres øjne og i folkets øjne. 11:4Så sagde Moses: »Således har HERREN sagt: ›Ved midnat går jeg ud midt i Egypten. 11:5Og alle førstefødte i Egyptens land skal dø, fra den førstefødte hos Farao som sidder på sin trone til den førstefødte hos trælkvinden som er bag kværnen, og alt førstefødt af kvæget. 11:6Der skal blive et stort skrig i hele Egyptens land, hvis lige ikke har været, og hvis lige ikke skal være igen. 11:7Men ikke en hund skal gø ad alle Israels børn, hverken ad menneske eller kvæg, for at I skal vide at HERREN gør skel mellem egypterne og Israel.‹ 11:8Da skal alle disse dine tjenere komme ned til mig og kaste sig ned for mig og sige: ›Gå ud, du og hele det folk som er i følge med dig.‹ Derefter vil jeg gå ud.« Så han gik ud fra Farao med glødende vrede. 11:9HERREN sagde til Moses: »Farao vil ikke høre på jer for at mine undere skal blive mange i Egyptens land.« 11:10Moses og Aron gjorde alle disse undere foran Farao; men HERREN forhærdede Faraos hjerte så han lod ikke Israels børn gå ud af sit land.