32:1Da folket indså at Moses tøvede med at komme ned fra bjerget, samlede folket sig mod Aron og sagde til ham: »Rejs dig, lav os guder som kan gå foran os; for denne Moses, manden som førte os op fra Egyptens land – vi ved ikke, hvad der er sket med ham.« 32:2Aron sagde til dem: »Tag de guldringe, som er i jeres hustruers, jeres sønners og jeres døtres ører, og bring dem til mig.« 32:3Så tog hele folket guldringene ud af deres ører, og de bragte dem til Aron. 32:4Han tog imod dem af deres hånd og formede guldet med mejslen og lavede det til en støbt tyrekalv. Da sagde de: »Dette er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.« 32:5Da Aron så det, byggede han et alter foran den; og Aron råbte: »I morgen er der fest for HERREN.« 32:6De stod tidligt op den næste dag og ofrede brændofre og bragte måltidsofre, og folket satte sig ned for at spise og drikke, og de rejste sig for at lege.

32:7Da sagde HERREN til Moses: »Gå straks ned, for dit folk, som du førte op fra Egyptens land, har handlet slet. 32:8De har hastigt vendt sig fra den vej som jeg bød dem, de har lavet sig en støbt tyrekalv, og de har tilbedt den og ofret til den og sagt: ›Dette er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.‹« 32:9Og HERREN sagde til Moses: »Jeg har set dette folk, og se, det er et stivnakket folk. 32:10Lad mig derfor tage mig af dem, så skal min vrede brænde mod dem og udslette dem. Men jeg vil gøre dig til et stort folk.« 32:11Men Moses bønfaldt HERREN, sin Gud, og sagde: »Hvorfor, HERREN, brænder din vrede mod dit folk som du førte ud af Egyptens land med stor kraft og med en stærk hånd? 32:12Hvorfor skal egypterne kunne sige: ›Han har i ondskab ført dem ud for at dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade‹? Vend om fra din brændende vrede og fortryd det onde mod dit folk! 32:13Husk på Abraham, Isak og Israel, dine tjenere, som du har tilsvoret ved dig selv og sagt til dem: ›Jeg vil gøre jeres efterkommere talrige som himlens stjerner; og hele dette land vil jeg, som jeg har sagt, give jeres efterkommere, og de skal have det som evig arvelod.‹« 32:14Da fortrød HERREN det onde som han havde talt om at ville gøre mod sit folk.

32:15Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med vidnesbyrdets to tavler i sin hånd, tavler beskrevne på begge sider, både på den ene og den anden side var der skrevet. 32:16Tavlerne var Guds arbejde; og skriften var Guds skrift, indgraveret i tavlerne. 32:17Da Josva hørte lyden af folket der råbte, sagde han til Moses: »Der er krigslarm i lejren.« 32:18Men denne sagde: »Det er ikke lyd af sejrsråb og ikke lyd af nederlagsråb; lyd af sang hører jeg.« 32:19Men da Moses kom tæt på lejren og så tyrekalven og dansen, da optændtes hans vrede, og han kastede tavlerne fra sig og knuste dem neden for bjerget. 32:20Og han tog tyrekalven, som de havde lavet, og brændte den op med ild og knuste den til støv og strøede det ud over vandet og gav Israels børn det at drikke. 32:21Moses sagde til Aron: »Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt så stor en synd over det?« 32:22Aron svarede: »Min herres vrede må ikke brænde; du kender folket, at det er tilbøjeligt til ondt. 32:23De sagde til mig: ›Lav os guder, som kan gå foran os; for denne Moses, manden som førte os op fra Egyptens land – vi ved ikke, hvad der er sket med ham.‹ 32:24Da sagde jeg til dem: ›For de som har guldsmykker – I skal tage dem af,‹ og de gav mig dem; jeg kastede dem i ilden, og ud kom denne tyrekalv.« 32:25Da Moses så at folket var tøjlesløst – for Aron havde givet det frie tøjler til skadefryd for deres fjender – 32:26da stillede Moses sig i lejrens port og sagde: »Den der er for HERREN, kom til mig!« Og alle Levis børn samlede sig hos ham. 32:27Han sagde til dem: »Sådan har HERREN, Israels Gud, sagt: ›Enhver skal binde sit sværd om sin lænd; gå frem og tilbage, fra den ene port til den anden i lejren, og dræb hver især sin bror og hver især sin ven og hver især sin slægtning.‹« 32:28Og Levis børn gjorde som Moses havde sagt, og på den dag faldt der henved tre tusind mand af folket. 32:29Da sagde Moses: »Gå i dag i HERRENS tjeneste – for enhver var imod sin søn og imod sin bror – så han kan bringe velsignelse over jer i dag.«

32:30Næste dag sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd, men nu vil jeg gå op til HERREN; måske kan jeg skabe forsoning for jeres synd.« 32:31Så vendte Moses tilbage til HERREN, og han sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd, og de har lavet sig guder af guld. 32:32Men nu: Gid du vil tilgive dem deres synd; men hvis ikke, så beder jeg dig, slet mig af din bog, som du har skrevet!« 32:33Men HERREN sagde til Moses: »Hver den som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog. 32:34Gå nu, før folket til det sted som jeg sagde til dig: ›Se, min engel skal gå foran dig!‹ Men på den dag da jeg straffer, vil jeg straffe dem for deres synd.« 32:35Og HERREN slog folket fordi de havde lavet kalven, den Aron havde lavet.