32:1Folket indså nu at Moses tøvede med at komme ned fra bjerget. Folket rottede sig så sammen mod Aron og sagde til ham: »Rejs dig, lav os en gud som kan gå foran os; for denne Moses, manden som førte os op fra Egyptens land – vi ved ikke hvad der er sket med ham.« 32:2Aron sagde til dem: »Hiv de guldringe, som er i jeres hustruers, jeres sønners og jeres døtres ører, ud og bring dem til mig.« 32:3Så hev hele folket guldringene ud af deres ører, og de bragte dem til Aron. 32:4Han tog imod dem af deres hånd og formede guldet med mejslen og lavede det til en støbt tyrekalv. Da sagde de: »Dette er din gud,* Israel, som førte dig op fra Egyptens land.« 32:5Det indså* Aron og byggede et alter foran den; og Aron råbte så: »I morgen er der fest for HERREN.« 32:6De stod tidligt op den næste dag og ofrede helofre og bragte fællesskabsofre.* Folket satte sig ned for at spise og drikke, og så rejste de sig for at feste vildt.

32:7Da sagde HERREN til Moses: »Gå straks ned, for dit folk har handlet fordærveligt,* det du førte op fra Egyptens land. 32:8De har hastigt vendt sig fra den vej som jeg befalede dem, de har lavet sig en støbt tyrekalv, og de har tilbedt den, ofret til den og sagt: ›Dette er din gud, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.‹« 32:9Og HERREN sagde til Moses: »Jeg har set dette folk, og se, det er et stivnakket folk. 32:10Og nu, lad mig tage mig af dem, så vil min vrede flamme op mod dem og udslette dem. Men jeg vil gøre dig til et stort folkeslag.« 32:11Men Moses tryglede HERREN, sin Gud, og sagde: »Hvorfor, HERRE, flammer din vrede op mod dit folk som du førte ud af Egyptens land med stor kraft og med en stærk hånd? 32:12Hvorfor skal egypterne kunne sige: ›Han har i ondskab ført dem ud for at dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade‹? Vend om fra din brændende vrede og fortryd ondskaben mod dit folk! 32:13Husk på Abraham, Isak og Israel, dine tjenere, til hvem du svor ved dig selv, og til hvem du sagde: ›Jeg vil gøre jeres efterkommere talrige som himlens stjerner;* og hele dette land vil jeg, som jeg har sagt, give jeres efterkommere,* og de skal få det i eje for evigt.‹« 32:14Da fortrød HERREN det onde som han havde talt om at ville gøre mod sit folk.

32:15Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med vidnesbyrdets to tavler i sin hånd, tavler beskrevne på begge sider, både på den ene og den anden side var der skrevet. 32:16Tavlerne var Guds arbejde; og skriften, den var Guds skrift, indgraveret i tavlerne. 32:17Josva hørte lyden af folket der råbte, og sagde til Moses: »Der er krigslarm i lejren.« 32:18Men denne sagde: »Det er ikke lyd af sejrsråb og ikke lyd af nederlagsråb; lyd af sang hører jeg.« 32:19Men så, da Moses kom tæt på lejren og så tyrekalven og dansen, flammede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig og knuste dem neden for bjerget. 32:20Og han tog tyrekalven, som de havde lavet, og brændte den i ilden, knuste den til støv, strøede det ud over vandet og lod israelitterne drikke det. 32:21Moses sagde til Aron: »Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt en stor synd over det?« 32:22Aron svarede: »Min herres vrede må ikke flamme op; du kender folket, at det er i ondskabens magt. 32:23De sagde til mig: ›Lav os en gud,* som kan gå foran os; for denne Moses, manden som førte os op fra Egyptens land – vi ved ikke hvad der er sket med ham.‹ 32:24Da sagde jeg til dem: ›For de med guldsmykker gælder: hiv dem ud!‹ Og de gav mig dem; jeg kastede dem i ilden, og ud kom denne tyrekalv.« 32:25Moses så at folket var tøjlesløst fordi Aron havde givet det frie tøjler til skadefryd for deres fjender. 32:26Så stillede Moses sig i lejrens port og sagde: »Den der er for HERREN, kom til mig!« Og alle levitterne samlede sig hos ham. 32:27Han sagde til dem: »Sådan har HERREN, Israels Gud, sagt: ›Bind hver især jeres sværd om livet; gå frem og tilbage, fra den ene port til den anden i lejren, og dræb hver især sin bror, hver især sin ven og hver især sin slægtning.‹« 32:28Levitterne gjorde som Moses havde sagt, og på den dag faldt der henved tre tusind mand af folket. 32:29Da sagde Moses: »Gå i dag i HERRENS tjeneste selv om enhver var imod sin søn og imod sin bror, for at han kan bringe velsignelse over jer i dag.«

32:30Næste dag sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd, men nu vil jeg gå op til HERREN; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« 32:31Så vendte Moses tilbage til HERREN, og han sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd, og de har lavet sig en gud af guld. 32:32Men nu: Gid du vil tilgive dem deres synd; men hvis ikke, så beder jeg dig, slet mig af din bog, som du har skrevet!« 32:33Men HERREN sagde til Moses: »Hver den som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog. 32:34Og nu: Gå, før folket til det sted som jeg sagde til dig: ›Se, min udsending° vil gå foran dig!‹ Men på den dag da jeg kræver dig til ansvar,* vil jeg kræve dem til ansvar for deres synd.« 32:35Og HERREN slog folket fordi de havde lavet kalven, som Aron havde lavet.