5:1Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: »Så siger HERREN, Israels Gud: Lad mit folk gå så de kan holde fest for mig i ørkenen.« 5:2Men Farao sagde: »Hvem er HERREN, hvis røst jeg skal adlyde og lade Israel gå? Jeg har ikke kendt HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israel gå.« 5:3Så sagde de: »Hebræernes Gud har mødtes med os; lad os dog gå tre dages rejse ud i ørkenen, og lad os bringe offer til HERREN, vor Gud, så han ikke skal ramme os med pesten eller med sværdet.« 5:4Men Egyptens konge sagde til dem: »Hvorfor, Moses og Aron, vil I holde folket fra dets arbejde? Gå hen til jeres tvangsarbejde.« 5:5Og Farao sagde: »Se, nu er landets folk blevet talrige, og I vil bringe dem hvile fra deres tvangsarbejde.« 5:6Samme dag befalede Farao slavefogederne over folket og dets arbejdsformænd: 5:7»I skal ikke samle for at give folket strå til at fremstille teglsten som i går og i forgårs; de må selv gå og samle sig strå; 5:8og det kvantum sten, som de lavede i går og i forgårs – pålæg dem at de ikke må levere et mindre antal. Ja, de er dovne, derfor skriger de og siger: ›Lad os gå, lad os ofre til vor Gud.‹ 5:9Gør arbejdet tungt for mændene, så de har nok at gøre med det og ikke lytter på løgnagtige ord.« 5:10Da gik folkets slavefogeder og dets formænd ud og sagde til folket: »Således har Farao sagt: ›Jeg giver jer ikke strå. 5:11Gå selv, tag jeres strå, hvor I kan finde det; men der bliver ikke skåret ned på jeres arbejde.‹« 5:12Så spredte folket sig over hele Egyptens land for at samle stubbe som erstatning for strå. 5:13Slavefogederne skyndede på dem idet de sagde: »Fuldfør jeres arbejde, dag for dags opgave, ligesom da der var strå.« 5:14Og Israels børns arbejdsformænd, som Faraos slavefogeder havde sat over dem, blev pryglet idet de sagde: »Hvorfor har I ikke opfyldt jeres kvantum med at lave teglsten i går og i dag som i går og i forgårs?« 5:15Da kom Israels børns arbejdsformænd og råbte til Farao: »Hvorfor gør du sådan med dine trælle? 5:16Der bliver ikke givet strå til dine trælle, og ›teglsten‹, siger de til os, ›skal I lave!‹ Og se: dine trælle bliver pryglet; men det er dit folk der har syndet.« 5:17Men han sagde: »I er dovne, dovne. Derfor siger I: ›Lad os gå, lad os ofre til HERREN.‹ 5:18Men gå nu hen og arbejd. Ingen strå bliver givet til jer, men I skal give det fastsatte kvantum teglsten.« 5:19Da så Israels børns arbejdsformænd at de var i en ond situation, idet der blev sagt: »I må intet formindske i antallet af jeres teglsten, dag for dags opgave.« 5:20Da traf de Moses og Aron der kom den i møde, da de gik ud fra Farao. 5:21De sagde til dem: »HERREN skal se på jer og skal dømme jer som har gjort vores lugt stinkende i Faraos øjne og i hans tjeneres øjne, så I har givet et sværd i deres hånd til at slå os ihjel.« 5:22Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig? 5:23For siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han handlet ondt mod dette folk, og du har ingenlunde befriet dit folk«.