Den Frie Bibel

Anden Mosebog, kapitel 5

Moses og Aron hos Farao

5:1Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: »Så siger , Israels Gud: Lad mit folk gå så de kan holde fest for mig i ørkenen.« 5:2Men Farao sagde: »Hvem er , hvis røst jeg skal adlyde og lade Israel gå? Jeg har ikke kendt , og jeg vil heller ikke lade Israel gå.« 5:3Så sagde de: »Hebræernes Gud har mødtes med os; lad os dog gå tre dages rejse ud i ørkenen, og lad os bringe offer til , vor Gud, så han ikke skal ramme os med pesten eller med sværdet.« 5:4Men Egyptens konge sagde til dem: »Hvorfor, Moses og Aron, vil I holde folket fra dets arbejde? Gå hen til jeres tvangsarbejde.« 5:5Og Farao sagde: »Se, nu er landets folk blevet talrige,[a]Mange oversættere indføjer med støtte i den Samaritanske Pentateuch et mē- (»end«) foran ʕam (»folk«), så oversættelsen bliver: »se, nu er de talrigere end landets folk«. Meningen med den overleverede tekst må være at Farao med glæde ser at han har mange trælle, og den rigdom vil han ikke give slip på. ʕam hāʔāreṣ (»landets folk«) er i hans mund en foragtelig betegnelse for landarbejdere. og I vil bringe dem hvile fra deres tvangsarbejde.« 5:6Samme dag befalede Farao slavefogederne over folket og dets arbejdsformænd: 5:7»I skal ikke samle[1]Som regel opfatter man: tōˀsifûn (»I skal (ikke) samle«) som skrivefejl for: tôsîfûn: »I skal (ikke) fortsætte med«. for at give folket strå til at fremstille teglsten som i går og i forgårs; de må selv gå og samle sig strå; 5:8og det kvantum sten, som de lavede i går og i forgårs – pålæg dem at de ikke må levere et mindre antal. Ja, de er dovne, derfor skriger de og siger: ›Lad os gå, lad os ofre til vor Gud.‹ 5:9Gør arbejdet tungt for mændene, så de har nok at gøre med det og ikke lytter på løgnagtige ord.« 5:10Da gik folkets slavefogeder og dets formænd ud og sagde til folket: »Således har Farao sagt: ›Jeg giver jer ikke strå. 5:11Gå selv, tag jeres strå, hvor I kan finde det; men der bliver ikke skåret ned på jeres arbejde.‹« 5:12Så spredte folket sig over hele Egyptens land for at samle stubbe som erstatning for strå. 5:13Slavefogederne skyndede på dem idet de sagde: »Fuldfør jeres arbejde, dag for dags opgave, ligesom da der var strå.« 5:14Og Israels børns arbejdsformænd, som Faraos slavefogeder havde sat over dem, blev pryglet idet de[b]Det er slavefogedernes udsagn der er refereret. sagde: »Hvorfor har I ikke opfyldt jeres kvantum med at lave teglsten i går og i dag som i går og i forgårs?[c]Det sidste er et stående hebraisk udtryk for: tidligere. Ordret virker det selvmodsigende her.« 5:15Da kom Israels børns arbejdsformænd og råbte til Farao: »Hvorfor gør du sådan med dine trælle? 5:16Der bliver ikke givet strå til dine trælle, og ›teglsten‹, siger de til os, ›skal I lave!‹ Og se: dine trælle bliver pryglet; men det er dit folk der har syndet.«[2]Formuleringen i den masoretiske tekst er omdiskuteret. Som der er vokaliseret, står verbet ḥṭˀ (»synde«) som qatal 2. pers. fem. sing., men opfattes – medmindre man foreslår rettelser – oftest som uregelmæssig 3. pers. fem. sing.; ʕam (»folk«) er dog normalt mask. Septuaginta og Vulgata har tilsyneladende læst (eller rettet til): wᵊḥāṭāˀtā lᵊʕammexā: »men du har forsyndet dig mod dit folk«). 5:17Men han sagde: »I er dovne, dovne. Derfor siger I: ›Lad os gå, lad os ofre til .‹ 5:18Men gå nu hen og arbejd. Ingen strå bliver givet til jer, men I skal give det fastsatte kvantum teglsten.« 5:19Da så Israels børns arbejdsformænd at de var i en ond situation,[d]Grundteksten har ordet: rāʕ (»ond situation«, ofte oversat: »knibe«). Den egyptiske hovedgud hed Ra, og Farao var personificering af netop Ra. Formændene så sig selv i rāʕ, en ond situation; de var udleveret til dem der dyrkede Ra. idet der blev sagt: »I må intet formindske i antallet af jeres teglsten, dag for dags opgave.« 5:20Da traf de Moses og Aron der kom den i møde, da de gik ud fra Farao. 5:21De sagde til dem: » skal se på jer og skal dømme jer[3]»jer« er ikke gentaget i grundteksten, men er underforstået, idet det efterfølgende ʔᵃšer (»som«) henviser til Moses og Aron. som[4]I sammenhængen kan ʔᵃšer også oversættes: »siden (I har gjort …)«. har gjort vores lugt stinkende i Faraos øjne og i hans tjeneres øjne, så I har givet et sværd i deres hånd til at slå os ihjel.« 5:22Da vendte Moses sig igen til og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig? 5:23For siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han handlet ondt mod dette folk, og du har ingenlunde[5]Den hebraiske tekst har verbet nṣl (»befri«) to gange: Først som infinitiv og derefter som qatal. Det er en almindelig måde i hebraisk til forstærkelse af verbet. befriet dit folk«.

Vælg kapitel

bVælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Jørgen Bækgaard Thomsen
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 22.04.2020