9:1HERREN sagde til Moses: »Kom til Farao og tal til ham: ›Således har HERREN, hebræernes Gud, sagt: Lad mit folk gå så de kan dyrke mig. 9:2Men hvis du vægrer dig ved at lade dem gå, og du fremdeles holder fast på dem, 9:3se, så skal HERRENS hånd komme over dit kvæg som er på marken, over hestene, over æslerne, over kamelerne, over hornkvæget og over småkvæget, en meget tung pest. 9:4Og HERREN skal gøre forskel mellem Israels kvæg og Egypternes kvæg, og der skal intet dø af alt det der tilhører Israels børn.‹« 9:5HERREN fastsatte en bestemt tid og sagde: »I morgen vil HERREN gøre denne gerning i landet.« 9:6HERREN gjorde denne gerning den næste dag, og alt Egyptens kvæg døde; men af Israels børns kvæg døde ikke et eneste. 9:7Farao sendte bud, og se, end ikke et eneste af Israels kvæg var død. Men Faraos hjerte var hårdt, og han lod ikke folket gå.

9:8Da sagde HERREN til Moses og til Aron: »Fyld hænderne med sod fra en smelteovn, og Moses skal strø det ud mod himlen for Faraos øjne, 9:9og det skal blive til støv over hele Egyptens land, og over menneskene og over dyrene skal det blive til betændelse som bryder ud i bylder i hele Egyptens land.« 9:10Så tog de sod fra smelteovne og stillede sig for Faraos ansigt, og Moses strøede det ud mod himlen; og der kom udslæt som brød ud i bylder, på mennesker og på dyr. 9:11Og mirakelmagerne kunne ikke møde op foran Moses på grund af udslættet, for der var udslæt på mirakelmagerne og på hele Egypten. 9:12Men HERREN gjorde Faraos hjerte hårdt så at han ikke hørte på dem, sådan som HERREN havde talt til Moses.

9:13Da sagde HERREN til Moses: »Stå tidligt op om morgenen og stil dig foran Faraos ansigt og sig til ham: ›Således har HERREN, hebræernes Gud, sagt: Lad mit folk gå så de kan dyrke mig. 9:14Ja, denne gang vil jeg sende alle mine plager mod dit hjerte og over dine tjenere og over dit folk for at du skal vide at der er ingen som mig på hele jorden. 9:15Hvis jeg allerede havde rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, så havde du været udslettet fra jorden; 9:16men derimod for dette har jeg rejst dig op: for at vise dig min magt og for at kundgøre mit navn over hele jorden. 9:17Du ophøjer dig stadig over mit folk så du ikke vil lade dem gå. 9:18Derfor vil jeg i morgen på denne tid lade det regne med meget tung hagl hvis lige ikke har været i Egypten fra den dag det blev grundlagt, og til nu. 9:19Så send nu bud ud, bring dine kreaturer og alt det du har på marken, i sikkerhed. Hvert menneske og kvæget som findes på marken og ikke bliver samlet i hus, over dem vil haglen falde, og de vil dø.‹« 9:20Den af Faraos tjenere som frygtede HERRENS ord, lod sine tjenere og sit kvæg flygte til husene, 9:21men den som ikke vendte sit hjerte til HERRENS ord, lod sine tjenere og sit kvæg blive på marken. 9:22HERREN sagde til Moses: »Ræk din hånd op mod himlen, så skal der være hagl i hele Egyptens land, over menneskene og over kvæget og over alle markens urter i Egyptens land.« 9:23Moses rakte sin stav mod himlen, og HERREN gav torden og hagl, og der kom ild ned på jorden. HERREN lod hagl regne over Egyptens land. 9:24Der blev hagl og ild, som blev ført frem og tilbage midt i haglen, megetvoldsom, som der ikke havde været magen til i hele Egyptens land fra dengang det blev et folk. 9:25Og i hele Egyptens land slog haglen alt det ned som var på marken, fra menneske til kreatur; også hver en markens urt slog haglen ned, og hvert et markens træ smadrede den. 9:26Kun i Goshens land, hvor Israels børn var, var der ikke hagl. 9:27Da sendte Farao bud og kaldte på Moses og Aron og sagde til dem: »Jeg har syndet denne gang; HERREN er den retfærdige, men jeg og mit folk har uret. 9:28Bed til HERREN om at det må være nok med den Guds torden og hagl, så vil jeg lade jer gå så I ikke skal blive længere.« 9:29Moses sagde til ham: »Når jeg går ud af byen, vil jeg brede mine hænder ud til HERREN, så vil tordenen høre op, og haglen vil ikke være mere for at du skal forstå at jorden tilhører HERREN. 9:30Men om dig og dine tjenere ved jeg at I endnu ikke frygter for HERREN, Gud.« 9:31Hørren og byggen blev slået ned, for byggen var i aks og hørren i blomst. 9:32Men hveden og spelten blev ikke slået ned, for de er senere. 9:33Moses gik ud fra Farao, fra byen, og han bredte sine hænder ud til HERREN; så hørte tordenen og haglen op, og regn blev ikke mere øst ud over landet. 9:34Da Farao så at regnen og haglen og tordenen holdt op, da fortsatte han med at synde; og han forhærdede sit hjerte, han og hans tjenere. 9:35Faraos hjerte var hårdt, og han lod ikke Israels børn gå, sådan som HERREN havde talt ved Moses.