15:1Da sang Moses og Israels børn denne sang for HERREN med ordene: »Jeg vil synge for HERREN,

for han er højt ophøjet.

Hest og dens rytter styrtede han i et hav.

15:2Min styrke og min lovsang er HERREN,

og han blev mig til frelse.

Han er min Gud, og jeg vil prise ham,

min faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

15:3HERREN er en kriger,

HERREN er hans navn.

15:4Faraos vogne og hans hær kastede han i havet,

og hans udvalgte vognkæmpere blev sænket i Sivhavet,

15:5havdybene skjulte dem;

de sank ned i dybene som en sten.

15:6Din højre hånd, HERREN, herlig i styrken,

din højre hånd, HERREN, knuser fjenden,

15:7og i din højheds storhed slår du dine modstandere ned;

du sender din vrede ud, den fortærer dem som strå.

15:8Og ved din vredes ånde tårnede vandet sig op,

strømmene stillede sig som en mur,

vandmasserne stivnede midt i havet.

15:9Fjenden sagde: ›Jeg vil forfølge, indhente,

jeg vil dele bytte;

min sjæl skal stille sin lyst på dem,

jeg vil trække mit sværd, min hånd skal udrydde dem.‹

15:10Du blæste med din ånde, havet skjulte dem;

de sank som bly i de mægtige vande.

15:11Hvem er som du blandt guderne, HERREN?

Hvem er som du, herlig i hellighed,

frygtindgydende i glorværdige gerninger, som udfører under?

15:12Du rakte din højre hånd ud,

jorden opslugte dem.

15:13Du har ved din nåde ført

dette folk, som du har genløst;

du førte dem med din styrke

til din helligheds bolig.

15:14Folkene hørte det, de bævede;

veer greb Filistæas indbyggere.

15:15Da forfærdedes Edoms høvdinge,

Moabs vældige, rædsel greb dem,

alle Kana’ans indbyggere blev grebet af angst.

15:16Der skal falde

skræk og rædsel over dem,

ved din arms storhed

skal de blive tavse som en sten,

indtil dit folk kommer over, HERREN,

indtil dette folk, som du har erhvervet dig, kommer over.

15:17Du skal føre dem ind og plante dem

på din arvelods bjerg,

det sted du har gjort

til din bolig, HERREN;

en helligdom, Herre,

har dine hænder grundfæstet.

15:18HERREN skal regere evigt og altid.« 15:19For da Faraos hest gik ud med hans vogn og hans ryttere i havet – da bragte HERREN tilbage over dem vandet fra havet – men Israels børn gik på det tørre midt i havet.

15:20Da tog Mirjam, profetinden, Arons søster, pauken i sin hånd, og alle kvinderne gik ud efter hende med pauker og med kædedans. 15:21Og Mirjam sang for dem: »Syng for HERREN,

for han er højt ophøjet;

hesten og dens rytter

har han kastet i havet.«

15:22Så lod Moses Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud til Shur-ørkenen, og de gik tre dage i ørkenen men fandt ikke vand. 15:23Så kom de til Mara; men de kunne ikke drikke vandet i Mara, for det var bittert; derfor kaldte man stedet Mara. 15:24Da knurrede folket mod Moses, idet de sagde: »Hvad skal vi drikke?« 15:25Så skreg han til HERREN, og HERREN viste ham et træ. Han kastede det i vandet, og så blev vandet sødt. Dér fastsatte han lov og ret for det, og dér satte han det på prøve. 15:26Og han sagde: »Hvis du lytter nøje til HERRENS, din Guds, røst, og gør det som er ret i hans øjne og lytter til hans bud og holder alle hans love, så vil jeg ikke lægge nogen af de sygdomme på dig som jeg lagde på Egypten; For jeg er HERREN som læger dig.« 15:27Så kom de til Elim, og dér var tolv vandkilder og halvfjerds dadelpalmer. Dér slog de lejr ved vandet.