14:1Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro. 14:2Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke. 14:3Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom. 14:4Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste. 14:5Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride: 14:6Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag. 14:7Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke. 14:8Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet, 14:9saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante. 14:10Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da? 14:11Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør: 14:12Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

14:13Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! 14:14Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom. 14:15Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning! 14:16Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd. 14:17Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning. 14:18Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted; 14:19Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet. 14:20Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare. 14:21Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke. 14:22For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.