Job gentager sit Klagemaal over sin Jammer og over sine Venner og sin Begæring at maatte fremføre Sagen for Gud selv og beraaber sig paa andre Guds Børn, som maatte være af lige Mening med ham, 1-9; gendriver sine Venners daarlige Trøst, som de gave ham om timelig Lyksalighed, dersom han omvendte sig, dermed, at alt Haab var ude for ham i denne Verden, 10-16.
17:1Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
17:2Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
17:3Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
17:4Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
17:5Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
17:6Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
17:7Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
17:8For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
17:9Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
17:10Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
17:11Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
17:12De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
17:13Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket.
17:14Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
17:15Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
17:16Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.